Steen Langstrup: Måne måne. 2 Feet Entertainment 2004. 420 sider, 348 kr.

Langstrup er overraskelsernes mand. Hans forudgående roman Stikker var en ordknap, asketisk thriller, der vandt på sin tætte stil, sit præcise plot og sin accelererende spænding. Den foreliggende bog er fabulerende, ordrig og uden noget egentligt centrum. Der er uhygge i historien, når situationer hektisk køres op i en spids, eller når hovedpersonen næsten drukner i truende mystifikationer. Der er en anelse krimi bag ved det hele, en gemen forbrydelse i fortiden, som ramte hovedpersonen, og som nu ganske vist er fortrængt, men naturligvis er styrende for meget af hendes adfærd. Mest er det imidlertid en fabel om et trængt menneskes søgen efter frihed. Der findes kun én valuta i verden. Kun én. Alt andet er bare symboler. Og valutaen er frihed.

Hovedpersonen er den ca. 30-årige Helle Jensen, der voksede op i et almindeligt borgerligt miljø i provinsdanmark (Helsinge?). Hendes præcise hukommelse har kvalificeret hende til et job som scripter, d. v. s. den medarbejder ved en filmproduktion, der skal huske enkelthederne i en scene – interiør, de agerendes påklædning etc. – så alt er på rette plads, når den følgende scene i filmen optages lang tid senere. I bogen løber som et fornøjeligt refræn Helles eksempler på kiksere i film, hvor den ansvarlige scripter ikke var opgaven voksen. Helles talent har skaffet hende ind ved et fransk selskab, hun arbejder i Paris, og hun er dernede, da hun underrettes om faderens alvorlige sygdom hjemme i Danmark.

Helle vægrer sig ved at tage hjem til dødslejet. Hun træffer i stedet den sære Marcel, der guider hende på vilde eskapader i byens skumle natteliv – friheden vindes først, når alle hæmninger og alle fordomme kastes over bord. Så kan man til gengæld både flyve og fascineres poetisk af smukke måner, der kommer dansende mod én. Hvem og hvad er denne Marcel? Og hvor er i øvrigt Helles forsvundne adoptivbror Jonathan? Hvem sender Helle sære mails? Og hvad er meningen med den ækle video, hun uvarslet modtager, med uhyrlige optagelser af overgreb på små børn?

Lidt af forklaringen er ret indlysende. Modstykket til Helles perfekte hukommelse er naturligvis en gigantisk fortrængning, hvis indhold læseren snart aner. Resten er sært, til tider meget sært.

Kritikeren Lars Bukdahl ramte hovedet på sømmet: ”Spændende vildt, men ikke vildt spændende”.