Michael Larsen: Den store tid - Aftenlandet. People’s Press 2004. 399 sider, 299 kr.

Den nybagte provinsstudent Lars Mikkelsen kommer i 1878 til København. Reelt er han på flugt fra sin velhavende, noget afstumpede far, der har talent for den mangecifrede tankevirksomhed. Lars væmmes ved faderens investeringer og handel, det er hans ambition at stå på egne ben. Hans verdensfjerne mor har gedulgt foræret ham et bundt pengesedler, nu vil han ikke modtage mere hjemmefra. Han vil ikke aflægge de visitter, faderen har anbefalet hos forretningsforbindelser i staden, og han vil slet ikke i gang med det jurastudium, som faderen har foreskrevet som nyttigt. Lars vil være digter. Han bærer med sig det halvfærdige manuskript til en historisk roman, og han har flittigt læst i både klassikerne og tidens digterværker. Lars er romantiker, han vil bygge den bro, der endnu ikke fandtes mellem den seriøse og den populære litteratur, og han har kun foragt til overs for de krav om en realistisk, engageret samtidsdigtning med den ”rette tendens”, som stilles af den fremstående kritiker dr. Adler.

Romanen er så en redegørelse for Lars’ erfaringer i den store by, de venner han får, den pige, han forelsker sig i, og de vanskeligheder, som rammer ham, da han hverken vil melde sig på den ene eller den anden front i øjeblikkets kulturkamp. Dr. Adlers radikale program støder sammen med den forstokkede kongetro konservatisme og den vildt galopperende liberalisme. Lars får publiceret en føljeton – der må være en af de første thrillers på dansk – men det er i virkeligheden en fælde, som en falskelig kammerat lokker ham i. Parnassets smagsdommere finder passager i hans tekst anstødelige, og så står det ilde til med hans udsigter som digter. Det er ikke nogen stor, principiel intrige (som bagsideteksten lover), men et småligt karaktermord, fremelsket af jalousi. Sådan en usleben provinstumbe skal ikke tro, at han er noget!

Michael Larsen fortæller, at Lars er et lysende talent, men de smagsprøver, som leveres på hans digtning og filosofi, overbeviser ikke om det. Michael Larsen vil også – som alle, der skriver historiske romaner – sige noget aktuelt. Det sker i beskrivelsen af den lede dr. Adler (læs: Georg Brandes), der afgiver en negativ vurdering af Lars’ manuskript uden at have læst det. Adler var prælat og kommunard, doktor og bisse i ét. Han var socialist i sin indignation, sleben og sydende minister i sin diktion. Og værre end det, dr. Adlers navn krøb på væggene som skimmelsvamp i de unge studenters lokaler, og vaskede man ham ned i et lokale, skimlede han frem i et andet. Adler er uvederhæftig. I sine forelæsninger stjæler han tarveligt fra støre udenlandske ånder, og hans opgør med religionen er bluff, dr. Adler havde i virkeligheden ingen intentioner om at afskaffe Gud – han ønskede at erstatte ham. Michael Larsen lufter et tilsyneladende kompulsivt had, men polemikken går stort set alene på Adlers person og moral, ikke på hans synspunkter og program. Det bliver ikke forklaret, hvad de saglige indvendinger består i – og så mister opgøret naturligvis det meste af sin brod.

Romanen begynder med det makabre mord på en tjenestepige, og siden følger korte glimt af opdagelsesinspektør Farkers arbejde med den sag – og med det eller de drab, der støder til. Det fylder i alt en snes af de knap 400 sider. Der er således ikke tale om en krimi (selv om bagsideteksten mere end antyder også det).

Det hele er skrevet i Michael Larsens glidende prosa. Let læst, om end tynget af en overdådig brug af adjektiver. Det er sjældent, at et substantiv skal forsøge at klare sig på egen hånd.