Dan Larsen: Holger. Nugurt 2007. 349 sider, 299 kr.

En amerikansk mangemilliardær får en original idé: Hvorfor ikke overtage Danmark? Praktisk betyder det et successivt opkøb af danske virksomheder. Dermed etableres kontrollen med riget, der fremover vil være en korporativ nation styret af kapitalfonde. Milliardæren øjner indlysende muligheder for den, der råder over et højt udviklet industriland, der kan tjene som frihavn, som hjemsted for bekvemmelighedsflag, med skattefrihed, bosted for alverdens multinationales hovedkvarterer, med bankhemmelighed og mere til. Det vil blive muligt at udvikle ukendte markeder og produkter. Der kan genereres enorme profitter for investorerne. En erhvervsutopi. En ny form for statsdannelse.

Det bliver en højt uddannet og effektiv dansk erhvervsøkonom, der skal virkeliggøre denne skræmmende vision. Hun er en formidabel og smuk kvinde, og hun bruger alle midler, også den magt hun ved sin blotte tilstedeværelse har over mænd, der beskriver hende med gloser som valkyrie og testosteronudløser. Det går længe forrygende godt. Landets liberale regering glæder sig over al privat foretagsomhed, og kapital udefra hilses uden forbehold velkommen. Nogle begynder imidlertid at lugte lunten, bl.a. en begavet jurastuderende fra Århus. Han er med i den snævre kreds omkring kronprinsen, og på en drengerøvsweekend fortæller han om sine bange anelser. Det sætter ting i gang. Kronprinsen ønsker ikke at blive konge af et datterselskab. Jeg vil være konge af et frit land. Kronprinsen har sin hird af kammerater fra jægerkorpset, og han har sin begavede hustru, der stammer fra Bolivia, og som engang var aktiv i oprørsbevægelsen. Hun har holdt fast i gode kontakter derude, og hun er virtuos til at udnytte internettets muligheder. Oprørsbevægelsen Holger ser dagens lys. Det sker gennem happenings, effektiv branding og fyndige slagord, og det slår an. Sympatisørerne mobiliseres naturligvis ved brug af mobiltelefoner (det ligger jo næsten i ordet ”mobil”) – tusinder kan via databaser ringes op simultant, så en enkelt sms-besked kan hurtigt kalde dem frem til en ny event. Flere og flere er med på Holger-bølgen. Det hele styres gedulgt, koordineret af en effektiv journalist med erfaring som spindoktor for statsministeren. Han er mester i at ”plante” historier, at stille centralt placerede mediefolk et tilsyneladende uskyldigt spørgsmål, der igangsætter en kædereaktion, som leder til det ønskede resultat. Han har også sit netværk, bestående af detroniserede ledere fra erhvervsliv og administration – en gruppe burnouts, som besidder et heftigt potentiale af erfaring og viden.

Kapitalfolkene ligger selvfølgelig ikke på den lade side. Der er tale om risikovillige sultne penge, og der er hyret intelligente folk på det hold, ligesom en effektiv infiltration af det politiske liv igangsættes. Statsministeren får problemer med sit partis ultraliberalistiske fraktion, der er købt og betalt af investorerne. De unge løver presser på for at få ophævet de få restriktioner på erhvervslivets udfoldelser. Der er lagt op til et barsk afsluttende opgør, og det kommer så sandelig også.

Det er satire, så det forslår. Dan Larsen betjener sig dygtigt af den teknik, som Scherfig anvendte. Det er ikke nøgleroman, men mange af personerne har lånt vigtige og let genkendelige træk fra virkelige mennesker, ligesom faktiske begivenheder (med et par tvists) er flettet ind. Der fortælles med falsk oprigtighed og loyalitet om kapitalkræfternes initiativer. Læseren er således på gyngende grund – hvad er tæt på virkeligheden, hvad er grassatløbende fiktion? Tingene er sat på spidsen, provokationerne er mange. Og det hele ledsages af gode vitser, flabet frejdighed og træffende nye gloser. Det gigantiske tekniske apparat med computere og mobilforbindelser er – i al fald for denne læser – science fiction, men det kan meget vel være realitet. Genremæssigt er bogen snarere fabel end spændingsroman, men spændingen er der godt nok – og den vokser hen imod finalen til det nervepirrende.

Mangen en læser vil fuldt forståeligt snerre, at magen til tangentløbende vrøvl og afsindig konspirationsfobi har man dog aldrig spildt tid på at læse. Andre vil grine kærligt og mene, at den skrøne er det fornøjeligste, der er kommet på bordet i lang tid. Og der er alvor i det – vi er formentlig en del, der stadig har rynker i panden efter at have oplevet virkelighedens kapitalfonde i aktion omkring de danske telefonselskaber eller Københavns Lufthavn – med klækkelige honorarer til de chefer, der muliggjorde, at den egenkapital, som vi gemene brugere gennem årene havde bygget op, endte i lommerne på ansigtsløse spekulanter fra Langtbortistan. Der er noget at tænke over – hvis danskerne da ikke i naive globaliseringståger blot vil slå dørene op for tidens bulimiske kapitalisme. Måske nærmer tiden sig, hvor Holger Danske skal vågne. Eller som det hedder i romanen: Den gamle stridsmand lagde sit enorme slagsværd på hylden og greb en mobiltelefon for at tage kampen op mod de hærgende udenlandske barbarer.

Anbefales. Gode grin, der nyttigt gør ondt.