Michael Larsen: Slangen i Sydney. Centrum 1997. 399 sider, 298 kr.

Jens Henrik Jensen: Kællingen i Krakow. Borgen 1997. 340 sider, 298 kr.
 

To danske forfattere opnåede sidst på efteråret usædvanlig opmærksomhed med “internationale thrillers”. Det er en ikke særlig præcist afgrænset subgenre inden for spændingsromanen. Ingredienserne er typisk et par agenter fra en stormagts efterretningstjeneste, et eksotisk miljø og en lidet sandsynlig serie af mangebundede intriger, internt forræderi og svamp eller råd i øvrigt. For fyrre år siden, da Ian Fleming revitaliserede skabelonen, var projektet hæderligt nok: James Bond skulle underholde “warm blooded heterosexuals in their airplanes, trains and beds”. Siden blev det mere prætentiøst. Og mindre tilforladeligt!

Michael Larsen holder sig til det østlige Australien. Lægen Annika Niebuhr har specialiseret sig i slangegifte, både behandlingen af patienter, der er bidt, og den medicinske anvendelse af toksinerne. Hun er et kompliceret menneske, for trods sin naturvidenskabelige baggrund har hun i årevis fundet en næsten masochistisk fornøjelse ved at opsøge vidnesbyrd om den begrænsede rækkevidde af den viden, vi i hverdagen tror at have. Videnskabens læresætninger afsløres til stadighed som misforståelser og fejltolkninger, baseret på utilstrækkelige systemer og mangelfulde forklaringsmodeller. Fundamentet for den tilværelse, Annika har valgt, er eroderet ned. Tror man, at verden stort set er velforstået, forveksler man information med viden!

Historien starter med to grimme oplevelser: En kvinde bringes ind på sygehuset med et slangebid. Medicinsk set dør hun - men straks efter springer hun op og truer sig med en pistol ud af lægernes varetægt. Og Annikas nære ven, efterretningsmanden Simon, er død - officielt er det selvmord. Annika indser, at der er noget galt i begge sager. Den slange, der har bidt kvinden, findes ikke så sydligt som Sydney-regionen, og Simon vidste naturligvis, at hans hjerte sad i højre side - han ville ikke have sendt kuglen ind i den venstre. Klassiske og gode indicier.

Annikas efterforskning glider over i det stadigt mere vidtløftige - og efterlader et blodigt spor (mindst en halv snes mennesker omkommer undervejs). Hun kan ikke stole på nogen - der er forrædere i politiet, blandt efterretningsagenterne fra CIA, og måske blandt dem, hun tror at kende som venner. Mere og mere peger imod okkulte fænomener, telepati og ESP. Læseren advares undervejs med henvisninger til ”Ganzfeld-tests” og “placebo” (dem måtte jeg også slå op!). Fra et rationelt synspunkt er den afsluttende “forklaring” aldeles uacceptabel. Den generation, der er flasket op med “Dungeons and Dragons” og nu sværger til TV-serier som “X-files” og “Millennium”, kan måske æde løsningen. Vi lidt ældre melder fra - Larsen har antagelig ret i, at den sikre videns gyldighed kan anfægtes, men det er dog ikke anledning til at kaste sig ud i skinbarlig overtro! En clairvoyant persons skræmmende vision har en vigtig betydning i plottet.  Visionen viser sig lykkeligt nok at være behæftet med en mindre, men afgørende regnefejl. Ærlig talt: Hvad er meningen?

Michael Larsen skriver flot, i passager meget spændende, men desværre hyppigt forstyrret af videnskabsteoretiske fristile. Det er svært at følge en dialog, der afbrydes af halve eller hele sider med Annikas indre monolog om et filosofisk problem. Det fører lejlighedsvis til en grotesk metaforik (“... den store matematiker Henri Poincarés tanker om principielt ikke-integrable systemer svarede meget godt til store dele af Annikas følelsesliv ...” eller “... hendes indre kontinentalplader skurrede atter imod hinanden ..”). Larsen har med valget af Annikas efternavn - Niebuhr - sendt sin læser associationen til en stor dansk prosaists gennembrudsværk. Ren hybris.

Hans Henrik Jensen har rørt en mere traditionel historie sammen. En amerikansk efterretningsmand - som tjenesten har påført traumatiske oplevelser - sendes til Polen. Han skal i Krakow finde en kilde, der i årene inden murens fald leverede værdifuld information. CIA kender kun kodenavnet “kællingen”. Agent Kazanski forsynes naturligvis ikke med hele legenden. Der er - også inden for CIA - stærke kræfter, som har helt andre formål med hans mission. Han udsættes i Krakow for adskillige drabsforsøg, da han kommer tæt på opgavens løsning, efterhånden i samarbejde med en kvindelig dansk politiagent fra europol. Også de eftersøger “kællingen”, fordi hun formodes at være chef for mafiaen i Krakow, og dermed nøgleperson i sortbørshandelen med stjålne vesteuropæiske biler.

Tempoet er forrygende, dødslisten uhyrligt lang. Jensen skriver med journalistisk effekt, frækt og kulørt. Her er ingen filosofiske problemer, Jensen er tværtom tæt på Ian Flemings foran citerede programerklæring.  Plottet er ikke dårligt, selvom man tidligere har læst historien om agenten, som sent må indse, at han blot er “en bonde, der havde fået et los i røven, så han var røget direkte ind på brættet uden at vide, hvilken farve han havde”.

****

Der er ikke tale om banebrydende romaner - Jensens er all right som uforpligtende underholdning, Larsens knap nok det. Afstanden er lang til de engelske og amerikanske mestre (le Carré, Deighton, McCarry eller den tidlige Rathbone). Vil man læse danske forfattere i subgenren, er der mere vrinsk i Jacob Gammelgaard (“Filosoffernes restaurant” fra 1994), Hans Henning Harmer (“Når slangen skifter ham” fra 1996) eller Leif Davidsen (senest “Den serbiske dansker” fra 1996).

Det tankevækkende er lanceringen af de to bøger: Helsides interviews i en række dagblade, indslag i begge kanalers TV-aviser. Der var før udgivelsen lagt solid bund for salget - især med benovet henvisning til Michael Larsens internationale gennembrud med forrige roman (“Uden sikker viden” fra 1994, der angiveligt er oversat til 25 sprog) og forventninger om tilsvarende muligheder for Jens Henrik Jensen. - Skønmaleriet krakelerede, da bøgerne udkom og blev anmeldt. De kritikere, der jævnligt har beskæftiget sig med spændings-genren, noterede Jensens bog som ferm ramasjang, måske en smule mere. Og de fleste vendte tommelen nedad, da Larsens roman blev bedømt, et par endda med noget, der grænser til skældsord (“Halen klaprer med slangen” eller “Tyndbenet thriller rullet ind i tykt særnummer af Populær Videnskab”). - Samme skæbne overgik pudsigt nok i sin tid “Uden sikker viden”. Det er en tilsnigelse, når bogen siden hen i avisnotitser hyppigt er blevet omtalt som den “voldsomt roste” roman.

Der er tale om et mediefænomen, som frister til insinuativt ondskabsfulde forklaringer. De to forfattere er journalister, og de har fået en mildest talt stor og varm hånd fra kollegerne. Eller også er vi i Danmark tilbøjelige til at gå aldeles i spåner, når det store udland undtagelsesvis interesserer sig for vort hjemmevævede.

I sidstnævnte sammenhæng er det værd at hæfte sig ved, at de to romaner er netop “internationale”. Tråden til Danmark er tynd - Annikas far er udvandrer fra Danmark, den kvindelige europolagent i Krakow er dansk, omend af polsk afstamning. Romanerne tematiserer ikke forhold eller tidstræk fra dansk halvfemser-virkelighed. Det er en smule trist, hvis fædrelandets spændingslitteratur på den internationale børs skal repræsenteres af bøger, der er uden danske karakteristika, men (i bedste fald) blot ligner det, som allerede produceres af snesevis af forfattere verden over. Det ville være sjovere, hvis Danmark blev ført frem med Erik Otto Larsens gedigent danske thrillers (f. eks. “Masken i spejlet” fra 1994) eller med Flemming Jarlskovs kærligt-ironiske gengivelse af dansk indvandrer-paranoia (“Tyrkernes gade” fra 1990) og tvesindet dansk feminisme (“En kvindesag?” fra 1991).

(Trykt i Litteraturmagasinet Standart 1997, nr. 5)