Michael Larsen: Den store tid – Stormen. People’s Press 2008. 295 sider, 249 kr.

”Den store tid” er navnet på den samtidsroman, som Lars Mikkelsen vil skrive. Han kom til København som student i 1878, besat af tanken om at blive en stor digter, men han kom hurtigt i klemme i den betændte kulturkamp, som rasede mellem kongetro konservative, viltre liberalister og hirden omkring dr. Adler, der krævede realistisk prosa med den rette tendens. Den historie fortalte Michael Larsen med ”Aftenlandet” fra 2004. Nu følger han op, Lars er blevet mere moden, og han har fundet en niche i det giftige litterære miljø. Han har også truffet en mæcen, hvis hjælp sætter ham i stand til at fortage en række dannelsesrejser til Paris.

”Stormen” er vel nærmest en kulturhistorisk roman om litterære fejder først i 1880’erne og om Michael Larsens næsten kompulsive afsky for Georg Brandes og alt det, Brandes stod for – eller efter Larsens opfattelse stjal fra større ånder i udlandet og derpå udgav for sit eget. Der er en vrimmel af personer, de fleste genkendelige fra virkelighedens verden, men billederne overbeviser ikke, når de alene skal tjene til igen og igen at slå fast, hvor modbydelig Brandes var, både som person og som litterær plattenslager. Man køber den ganske enkelt ikke. Heller ikke som udviklingsroman om Lars, der bliver voksen, formår romanen at skabe et troværdigt portræt. Det bliver blot til en mere og mere misantropisk fyr med glubende appetit på kvinder, der villigt giver sig hen (hun genkaldte sig fornemmelsen af hans brystkasse, der var hård som en rustning). Lars rodes også ind i et sært hashmisbrug, der ikke fører frem til anden pointe, en at alle hans illusioner om kunstens verden led skibbrud.

Som en bihandling i første bind indgik nogle brutale drab på unge kvinder. Der blev fortalt om opdagelsesinspektør Farkers forgæves arbejde med de sager – det fyldte i alt ca. 20 af romanens 400 sider. Den historie fortsætter i bind 2, ligeledes henvist til en beskeden plads yderst i handlingen (denne gang 30-35 af de små 300 sider). Farker dør, før han når en konklusion, men Lars og hans ven Mønster har fattet interesse for drabene, og til sidst når Lars en konklusion – som læseren ikke fatter en dyt af. Både motivet og den association, der hjælper Lars på vej, hører til langt ude i det fantastiske, og der har ikke været reelle spor, der pegede den skyldige ud. Alligevel lægger bind to ud som krimi, og det er krimitemaet, der fylder mest på romanens bagsidetekst.

Lidt for smart markedsføring!