![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Dan Larsen: Viljen til magten. Nugurt 2009. 229 sider, 249 kr. |
||||||
|
Dan Larsen debuterede i 2007 med ”Holger”, der veloplagt fortalte, hvordan en multinational fond forsøgte at ”købe” Danmark, og hvordan kronprinsen under dæknavnet Holger satte sig i spidsen for en hemmelig organisation, som afværgede forsøget – kronprinsen ville ikke ende som ”konge af et datterselskab”. Det hele blev gennemført med avanceret brug af it-teknik, og historien lyste af frejdig flabethed og højt humør. Fortsættelsen – Viljen til magten – er anderledes. Der er skruet endnu mere op for den science fiction-lignende teknik, og der er desværre skruet et godt stykke ned for humoren. Her er ingen underfundig ironi, tingene fortælles lige ud. Kronprins Holger fortsætter sin kamp mod de multinationale og imod ”systemet”, personificeret i den upålidelige statsminister Jørgen Carlsen fra Liberalt Folkeparti. Holger Glücksborg giver afkald på sin arveret til tronen og danner et nyt politisk parti, der ikke er bundet til program og ideologi, men i stedet vil indføre en art direkte demokrati, som det kunne se ud, hvis det blev flyttet fra landsbytinget til cyberspace. Så er ”krigen” i gang mellem kupprinsen og de folkevalgte i forstenede gammelpartier, der halter efter folkestemningen. Det ordvalg kunne være (eller er måske) hentet fra usalige Mogens Glistrup. Der bliver luftet adskillige politologiske teorier, og der beskrives ulækre politiske manøvrer mellem statens øverste organer – dronningen, regeringen, folketinget, højesteret, rigsretten, forsvarskommandoen etc. Her er nærværende læser hæmmet af sin fortid som universitetslærer i forfatningsjura. Tankegodset forekommer ærlig talt temmelig konfunderet og naivt, og det er svært at forbinde Dan Larsens fantasier med de realiteter, som kan iagttages i det Danmark, som er skabt gennem 160 års langsom opbygning af nutidens demokrati på godt og ondt. Retorik som folket skal ikke kontrolleres af politikere, men skal blomstre som en sommereng ville selv en lyrisk første maj-taler ikke tage i sin mund. Og en målsætning som at professionalisere driften af vort samfund kan få det til at risle koldt ned ad ryggen på enhver, der husker de ideologier, som forpestede det tyvende århundrede. Alligevel er det naturligvis morsomt at læse om dronningen, der i forståeligt raseri pander statsministeren ned, eller højesteretspræsidenten, som bærer kappen på begge skuldre og kløgtigt sørger for, at aben ikke ender på nogen af dem. Mindre fornøjeligt er forsøget på ind imellem at dreje løjerne over i skræmmende politisk thriller, som da en lidt for vidende direktør for finanstilsynet brutalt likvideres, eller da et hold agenter fra forsvaret angriber Fredensborg slot og mødes af Holger og hans barske kammerat fra jægerkorpset – det resulterer i adskillige dødsfald. Måske er det hele tænkt som en manual til folkestyret som et computerspil – eller også har Dan Larsen haft problemer med at beslutte hvilken genre, han egentlig ville lande i. Den første roman viste hans potentiale, når det gjaldt satire og rammende vid, og bind to er bedst i de få passager, som følger op på den linje. Som politisk roman holder bogen ikke.
|
||||||