KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Cæcilie Lassen: En god dag at flyve. Borgen 2005. 241 sider, 249 kr.

To venner, der vokser op sammen, skilles ad ved den enes svigt, og så efter mange år mødes igen. Det turde være en klassisk og uopslidelig myte, og den genbruger Cæcilie Lassen i sin elvte roman. De to voksede op i Belfast, hvor de engagerede sig i IRA’s terror. Eamon anbragte bomben i byens største hotel, men blev afsløret i tide og hensad så i mange år i fængsel. Greg slap for tiltale, da han angav Eamon. Han emigrerede til USA og avancerede til politikommissær med vigtige opgaver i terrorberedskabet i Boston.

Den 11. september er en god dag for den, der vil have en billig flybillet i USA - mange tør naturligt nok ikke rejse den dag. Den 11. september 2002 lander Eamon i lufthavnen i Boston, hvor han kontakter Greg. Han flytter ind hos sin gamle ven, hvor han hurtigt gennemskuer konflikterne under det velfriserede familieliv – Gregs alkoholiserede hustru og den knap 18-årige datters oprør, der manifesterer sig i hendes forelskelse i en student af arabisk herkomst. Men hvad vil Eamon bruge det til? Hvornår og hvordan bliver det pay-back-time?

Dygtigt balancerer Cæcilie Lassen mellem tryg og normal middelklassehverdag i Boston på den ene side og lurende fare på den anden. Greg véd meget vel, at Eamon har et ærinde, men hans dårlige samvittighed hindrer ham i at stille noget op. Og det bringer hans position i fare, for det forventes ikke, at en ledende politimand lægger husrum til en irsk terrorist. Uhyggen stiger – og forløses naturligvis til sidst. Det får Greg syn for, da han den 11. september 2003 flyver til den sydstatsby, hvor Eamon nu har etableret sig.

Ikke en krimi, men en velskrevet, lidt vel rutineret samtidsroman med thrillerelementer.