Ellen Leonhardt: Hekseklitten. Attika 2004. 176 sider, 188 kr.

Invalidepensionisten Helmer opfattes som stilfærdig og velopdragen – men han er i virkeligheden en afstumpet psykopat og en mand med enestående evner til at manipulere sin omverden. Han holder den smukke have omkring direktør Benthin luksusvilla, og det giver ham ideen: Han vil kidnappe Benthins étårige datter, sikre sig rundelige løsepenge og så stikke af til Australien.

Det er interessant og forskrækkende at følge Helmers minutiøse planlægning. Alle eventualiteter er taget i betragtning, der er ingen løse ender. Ved løgn og bedrag rekrutterer han sin stedsøn, den retlinede tømrer Lasse, som medhjælp. Operationen lykkes, Helmer får pengene. Og så …

Ellen Leonhardts lille bog er en veritabel gyser. En tæt historie, hvor alle detaljer har deres plads. Læserens overbevisning om netop det gør desværre, at forudsigeligheden er stor, overraskelserne få. Når der omhyggeligt redegøres for et smykke, som forsvandt i forbindelse med en forbrydelse for syv år siden, gætter man, at det vil dukke fatalt op. Når en biperson fortæller om den sære klitformation, der har givet romanen navn, og om et sagn, hvorefter den vrede klit dræber onde mennesker, véd man allerede, hvad der skal ske i finalen.

Med det forbehold kan ”Hekseklitten” anbefales som klaustrofobisk og sort melodrama, der nok kan holde søvnen på afstand en aftens tid.