Ellen Leonhardt: Glentø-gåden. Attika 2009. 200 sider, 168 kr.

Dramatisk begynder det med en skovbrand efter et lynnedslag på en ubeboet ø i det sydfynske øhav. Asken afslører de forkullede rester af en mand (med tydelige mærker af den kugle, der dræbte ham) og liget af en ligeledes myrdet kvinde – hun nåede dog at blive begravet. Politiet står med en krævende opgave – først det seje slid for at identificere de døde, så arbejdet med at opklare det skete. Der er tilsyneladende ingen forbindelse mellem ofrene – en yngre revisor og en pensioneret sygeplejerske.

Adskillige teorier luftes. Tiden er 1952, så der kunne være tale om et sent opgør efter grimme begivenheder under besættelsen. Der er også andre muligheder, men de få spor ender blindt, og sagen må til sidst henlægges. Det eneste værdifulde vidneudsagn kommer fra Rikke, en skolepige, der så en båd sejle ud med fire personer om bord – måske de to var mordofrene. Men de signalementer, hun kan byde på, er ufyldestgørende, så heller ikke hendes oplysning fører videre.

En halv snes år senere kommer den nu voksne Rikke Jessen til at tænke på sagen, som hun kun har en usikker erindring om. Nysgerrig beder hun det lokale bibliotek finde de gamle aviser – de kan måske vise, hvad der egentlig foregik. Hun træffer på læsesalen den jævnaldrende journalist Finn Winding, og sammen begynder de at ræsonnere – naturligvis med mere held (men det har nu sin gode forklaring).

Skildringen af den lidt fjerne fortid lykkes godt – man kan hygge sig med et velskrevet eksempel på, hvordan en krimi var indrettet for et halvt århundrede siden. Det vækker i passager en næsten nostalgisk følelse, i al fald hos denne læser. Personerne er kun tegnet nødtørftigt, og løsningen er mere fortænkt end acceptabelt er.

Trods det: En krimi, man et langt stykke ad vejen hygger sig med.