Niels Lillelund: Besat til anden side. Lindhardt & Ringhof 2000. 316 sider, 298 kr.

Lillelunds opus to fortælles atter af Erik Andersen, der har opgivet jobbet som vicekriminalkommissær (i en halvdød etat). Han er på vandvognen og han holder sig nu langt borte fra de fristende spilleborde. Andersen har købt et beskedent antikvariat på Alhambravej, men det giver ikke den nødvendige fortjeneste, så han må i en annonce i Frederiksbergbladet tilbyde sin assistance som privatdetektiv.

Andersen engageres af direktøren for et succesrigt managementfirma. Der er et eller andet lusket i gang, som Andersen skal afdække, og topkonsulenten, Ulrik Pontoppidan, er forsvundet sporløst. Firmaet tjener millioner på at bistå ved besættelsen af gode stillinger. Mottoet er Right man, right job, right time, metoderne er tvivlsomme psykologiske tests og skarpe, nærgående interviews. Det gælder profitten, smålige menneskelige hensyn tæller ikke. Lillelund beskriver et ubehageligt miljø og en lidet tiltalende business med et engageret, veloplagt had. Andersen finder ved god efterforskning (og en smule held) ud af det skumle, som går i svang, og han opklarer også, at Ulrik blev bedøvet og kidnappet, men af hvem? Det bliver efterhånden spændende - er Ulrik myrdet, og hvem har i givet fald gjort det? - Adskillige har i givet fald haft et godt motiv.

Her ryger krimien så af sporet. Det er ikke Andersens begavede detektivarbejde, men et par tilfældige sammentræf, der fører frem til kidnapperen. Og så ender Andersen i en forbandet klemhærke, som Lillelund må redde ham ud af på en aldeles usandsynlig måde.

Andersen er vild med fodbold. Måske derfor er handlingen lagt tilbage til 1992, så spændingen også kan stige i takt med landsholdets driblen sig frem til Europamesterskabet. Lillelund har fastholdt den sommers særegne stemning, og selv uden den mindste interesse for fodbold fanges man af hans inciterende skildring. Det er lige ved at være det største chok, at Andersen (og dermed læseren) går glip af finalekampen mod Tyskland!

Det hele er fortalt kvikt og underholdende. Gode vitser leveres i flyvende fart, og Lillelund spolerer dem ikke ved pinagtige forklaringer. En højtgearet, læseværdig roman, som anbefales trods de “skønhedsfejl”, der er nævnt foran.