Niels Lillelund: Den amerikanske samler. Lindhardt & Ringhof 2001. 311 s. 279 kr.

Det er ved at være en kliché, at en desillusioneret ex-strisser etablerer sig som antikvarboghandler. Det har Håkan Nessers kommissær van Veeteren gjort, og det gjorde John Dunnings Cliff Janeway. På de hjemlige breddegrader har fhv. vicekriminalkommissær Erik Andersen taget turen. Det er i den egenskab, han kontaktes af en professor udi gudsvidenskaben, der søger et bortkomment dedikationseksemplar af Søren Kierkegaards “Enten - Eller”. I Lillelunds tredje roman om Andersens meritter er omdrejningspunktet jagten på denne bog. Den kan fjæle sig i New York, hvorfor Andersen og hans assistent Frank drager derover. Her udsættes både de to, der kom med firetoget til verdenshovedstaden, og en række af de mennesker, de kontakter, for mere eller mindre livstruende vold. Indtil Andersen må flyve hjem med reelt set uforrettet sag (og med Franks lig i en metalcontainer i bagagerummet). Hjemme kvikker han op og finder en slags forklaring på forløbet, uden at der dog kan komme en straffesag ud af det.

Indledningen og slutningen fungerer godt - Andersen er stærk, når han er på hjemmebane. Det lange midterparti fra New York er knap så overbevisende. Der er gode detektiviske momenter i Andersens søgen efter spor og muligheder, men alt for længe vader han blot ørkesløst rundt, medens spændingen fordufter. De udførlige litteraturhistoriske udredninger om Kierkegaard og hans relationer til samtidens koryfæer har samme virkning. Først side 274 træder Andersen for alvor i karakter: “Igen og igen så jeg mordscenen for mig, og jeg blev klar over, at jeg var nødt til at reagere”. Det kan så diskuteres, hvor meget Andersen overhovedet “reagerer”, medens han er i New York. Snarest bliver det blot til et desperat forsøg på at “sprænge” sagen, og det ender aldeles katastrofalt.

Lillelund demonstrerer endnu en gang, at han - når han er bedst - er en af de nye danske krimiforfattere, der kan mest. Det kniber blot med at holde sig til sagen og med at få handlingens forskellige tråde til at mødes på en troværdig måde. Har man god tid, er romanen værd at læse, men den er som sine to forgængere især et løfte om noget bedre, der forhåbentlig er på vej.