Anita Lillevang: Trappen og tågen. Hovedland 2007. 235 sider, 199 kr.

Man kommer til at holde af hovedpersonen i Anita Lillevangs debutroman. Hun hedder Carla Jensen, hun er sidst i 30’erne, og hun er lidt tilfældigt havnet i en mindre østjysk by, hvor hun asketisk ernærer sig ved freelance journalistik for den lokale annonceavis, lidt tekstarbejde for et lurvet reklamebureau og lejlighedsvis en smule rengøringsarbejde på hotellet. Carla fortæller selv historien, der både handler om uhyggelige begivenheder nu og om hendes egen fortid. Læseren får længe kun antydninger om sidstnævnte, men forstår, at Carla er traumatisk belastet efter et ægteskab, hvor alt gik skævt på det mest infame. Hun smed sjuften ud, men magtede ikke at etablere et normalt liv, og deres børn måtte hun i samråd med socialforvaltningen placere i (god) familiepleje på Sjælland. Carla piver imidlertid ikke, hendes selvværd er lavt, men sin integritet står hun fast på, hun har charme og – når det kommer til stykket – et ikke ringe mod. Trøsten for hende er et par veninder, der er lige så skæve eksistenser, og fordybelsen i Montaignes evigtgyldige essays.

Det begynder med en tragisk begivenhed. En 17-årig gymnasiast dør ved diskotekets nytårsfest, årsagen er farlige piller. Carla skal følge sagen for avisen, og det bringer hende i kontakt med byens betjent, Lars Emil. De to er jævnaldrende, og også han har et forlist ægteskab bag sig, men han har skabt sig en god tilværelse – fjernt fra klicheen om fraskilte mænd, der sidder i nusset undertrøje og ser på, at potteplanterne visner. Carla fornemmer, at han nok kunne give hende en hel del, men afviser tanken, hun vil ikke tage flere chancer. I stedet for kaster hun sig over reklamebureauets ambitiøse projekt. Der skal produceres en slags festskrift i anledning af et jubilæum i byens store vognmandsfirma, og hun skal skrive artiklerne om de implicerede i den familie, der ejer og driver forretningen. Hun får et fint samarbejde med chefen, og hun får hurtigt et venskabeligt forhold til hans lidt vege søn. Men chefens entreprenante hustru er ikke tilfreds. Hun kræver en række ændringer i manuskripterne. Carla må tage ud til den store villa for at afhandle de indsigelser (kunden har jo altid ret). Ved ankomsten finder hun fruen myrdet.

Carla er tæt på, og hun kan derfor bidrage med adskilligt, da politiet begynder sin efterforskning, selv om den tilrejsende kriminalassistent kun har hoven arrogance til overs for en taber som hende. Der undervurderer han hende – og så har hun jo sin gode forbindelse til Lars Emil! Der er imidlertid ikke meget bid i beskrivelsen af politi- og detektivarbejdet, og plottet er nok fortænkt. Som krimi lander romanen temmelig tamt.

Som øjebliksbillede af et genkendeligt stykke Danmark står den sig fint. Miljøet og hovedpersonerne er tegnet overbevisende, og læsningen er underholdende, ikke mindst i kraft af mange præcise iagttagelser, som da Lars Emil fortæller, at han ikke forstår de unge, der nægter at spise medisterpølse, fordi der er tilsætningsstoffer i, men uden at blinke tager imod underlige piller af vildtfremmede på tvivlsomme værtshuse. Eller når Carla kan holde stand imod den emsige sagsbehandler på socialkontoret, for de har ingen klemme på hende. Hun forsørger sig selv og hun har ikke gæld. Der er forsoren humor og energi i Lillevangs prosa.

Samlet en læseværdig debut, som forhåbentlig bliver fulgt op – men måske ikke i krimigenren.