![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Anita Lillevang: Vreden og varmen. Hovedland 2007. 313 sider, 199 kr. |
||||||
|
For anden gang fortæller Lillevang om den snart fyrreårige freelancejournalist Carla Jensen og hendes dramatiske oplevelser, når alt går galt i den lille østjyske by, som blev hendes tilflugt, da hendes eget liv socialt og økonomisk lå i ruiner. Der sker på ny grimme ting omkring hende, denne gang både drabet på hendes veninde og husvært, en række påsatte brande, brutal voldtægt mod en mindreårig pige og en flok unge, der løber amok ved byfesten. Det positive er Carlas intense forelskelse i den lokale politimand Lars Emil – han er lutter ro og stabilitet, og det får han unægteligt brug for, både når de voldsomme begivenheder indtræffer, og når Carla skejer ud i pille- og alkoholmisbrug. Han er den eneste mand, jeg har kendt, der lader mig op i stedet for at dræne mig, som Carla et sted karakteriserer forholdet. Plottet er ikke synderlig kompliceret, og læseren gennemskuer tidligt, hvem der står bag. Det gør Carla og Lars Emil sådan set også, men det tager tid at finde de nødvendige beviser. Der er god efterforskning i den del af historien, som skildrer deres og et par politikollegers undersøgelser og overvejelser. Romanen vinder også på overbevisende miljøskildring og fint udmejslede personbeskrivelser. Dertil kommer den fornøjelige energi, som det hele serveres med (om end et par steder betænkelig nær ugeblads-føljetonen). Det er ikke en stor krimi, men der bydes på god, appetitlig og uforpligtende underholdning.
|
||||||