Ib Lucas: Manden på tapetet. Lindhardt & Ringhof 2008. 356 sider, 299 kr.

”Tapetet” er den sidste af de gobeliner, som Hans Knieper skabte til Kronborg Slot sidst i 1500-tallet. Hovedfiguren er kong Frederik den Anden, og i baggrunden afbildes rigets berømteste mand, Tycho Brahe. Han står i samtale med en uidentificeret figur – og det sære er, at den navnløse kun har ét ben. Knieper var berømt for sin akkuratesse, så der må være en skjult mening. Men hvilken? Og hvem er manden?

Mere end 400 år senere bliver det den lærde Julius Mendels opgave at besvare de spørgsmål. Han har skrevet disputats om Brahe og hans indsats på Hven, ikke blot som astronom og astrolog. Mendel bistås af sin ungdomsven historikeren Finke (som naturligvis har sit gedulgte problem med Brahe), og af den smukke Cecilie, der er datter af en velhavende kunstsamler, som også har kastet sig over studiet af Brahe. Han engagerer Mendel til at tolke en hidtil ukendt protokol, som Brahe førte om sine tidligste observationer og om en hel del andet. Protokollen har kunstsamleren tilvendt sig, måske på temmelig barsk vis.

Den teori, som Mendel & Co når frem til, er mildest talt fantastisk. Drejer det sig om William Shakespeare himself? Havde forfatteren en tættere relation til Brahe end blot en almindelig interesse, der affødte en visit hos den celebre videnskabsmand? Skrev han i virkeligheden ”Hamlet” som en reaktion på giftmordet på Brahe, endog en sønlig reaktion? ”To Be or not To Be” kunne være en kode for ”Tycho Brahe eller ikke Tycho Brahe”, og en række andre detaljer og replikker i skuespillet kan (med god vilje og en del håndkraft) støtte hypotesen.

Mendel kommer tæt på kunstsamleren, og det er han mere og mere utryg ved. Formuen er den gamle herre næppe kommet til på lovlig vis. Det er ikke Mendels forskningsopgave, men han tager også den sag på sig, og så bliver det uhyggeligt for både ham og Finke. En ganske barsk thriller rulles ud, mindst tre snedige giftmord afdækkes, og læseren får grund til at beundre de to’s evner i detektivbranchen.

Der er således tale om en blanding af kulturhistorisk roman og moderne thriller. Bedst er fortællingen om Brahe-forskningen. Her har Ib Lucas kunnet gennemføre en research, der har givet god inspiration og kraftige farver til hans fantasifulde skrøne. Thrilleren er (navnlig mod slutningen) mindre overbevisende. De to historier er drevent flettet sammen, men man kan ikke sige, at de beriger hinanden. Det reddes imidlertid i land af en fuldbefaren forfatter, der kan skabe gode personer, og som evner at præsentere sine pointer og tvists, så de sidder præcist.

Ikke den store spænding, men værd at læse.