Karsten Lund: Baltisk mission. Gyldendal 2003.  291 sider, 275 kr.

Kriminalassistent Sejer Petersen er over midten af fyrrene, en effektiv, dygtig men noget uberegnelig politimand. Hans ægteskab er gået i stå, og han er forpint af delvis fortrængte minder fra dengang for et halvt århundrede siden, da han var sprogstuderende i Sovjet (eller måske officersaspirant på slet maskeret spionagebesøg?). Han rodede sig ud i et banalt gadeslagsmål, hvor han slog en ung russisk bølle ihjel. Mener han da. Han endte på det uhyggeligste i kløerne på en KGB-officer, og så husker han ikke mere før den skamfulde udveksling med en russisk agent fra et vestligt fængsel.

Nu udpeges han til et studiejob i Litauen, hvor han skal etablere kontakter med det stedlige politi og sætte sig ind i de aktuelle baltiske problemer. Han viser sig at være meget lidt velkommen, især da han på egen hånd begynder at forske i de smuglerier, som den lokale afdeling af den russiske mafia tjener store penge på. Litauerne ønsker ikke at blive belært, og måske er der brodne kar i politikorpset, både her og i Estland, som Sejers efterforskning også udstrækkes til. Da han til sidst genkender KGB-officeren fra dengang som bagmand for gangsterne, rabler det naturligvis.

Den røde tråd trækkes langt, og den truer flere gange med at forsvinde i mørket under langstrakte natlige skygningsoperationer. Med det forbehold er det en spændende historie. Den plan, Sejer til sidst gennemskuer, danner et ganske flot plot, og det samme gælder hans konfrontation med den fortrængte fortid. Det lykkes Karsten Lund at holde begge stole varme – både den internationale thrillerhistorie og den private hævnhistorie – uden at dumpe ned i tomrummet mellem dem. Det lykkes derimod ikke helt at gøre historierne engagerede, dertil er de fortalt for ofte tidligere.