Karsten Lund: Menneskesmugler. Gyldendal 2005. 233 sider, 225 kr.

Østre Landsret er i oktober 1981 sat i Svendborg for at afgøre en straffesag mod to midaldrende sømænd, der har sejlet en gruppe iranske asylsøgere til Danmark. Det bliver en spektakulær begivenhed, for den ene af de tiltalte var i oktober 1943 jungmand på en af de både, der hjalp jøder og sabotører til Sverige. Den blodrige forsvarer kobler de to forhold sammen – flygtninge er medmennesker i fare, hjælpere er til enhver tid de, der redder liv, og i situationen er det altid ulovligt at yde hjælpen.

Dramatikken spidser yderligere til ved et tilfældigt sammentræf. Den kvindelige landsdommer var som jøde selv på flugt dengang, og det var netop den tiltalte, der reddede hendes liv, da noget gik galt ved transporten over sundet. De har ikke set hinanden i de mellemliggende år, men de er begge livsvarigt mærket af mødet. Også det udnytter forsvareren med nærmest ekshibitionistisk energi.

Historien er fortalt uden sentimentalitet, og den er naturligvis effektfuld i sig selv, men man tror ikke et øjeblik på, at en advokat i en dansk retssal ville forsøge på (eller få lov til) at gå så markant over alle grænser, og det svækker autenticiteten.

Karsten Lund har tidligere leveret habile thrillers. Denne gang er det en tilforladelig debatroman med sørgelig aktualitet. Men desværre uden den spænding, der kunne have gjort den engagerende.