Elisabeth Lyneborg: Skyggeland – spøgelseshistorier for voksne. Hovedland 2001.
175 sider.

Ni fortællinger om gengangere, tidslommer, en forhekset statuette og en drillesyg nisse. Det er efter sagens natur overnaturlige begivenheder, der ikke skal kunne forklares og heller ikke bliver det (bortset måske fra et udspekuleret drab, der udføres ved at narre en gammel, overtroisk dame). 50 sider går med et let redigeret uddrag af Elisabeth Lyneborgs satiriske roman fra 1997 ”Provster er osse bange for spøgelser”, og det uddrag er så pjattet og umorsomt som romanen var.

Der er ikke meget, der vil hindre børn i at sove, hvis de skulle få fat i bogen - problemet vil snarere være det modsatte. Der er langt mellem gysene, og de få, der er, forskrækker ikke for alvor. Spøgelset kan tværtom vise sig at være charmerende hjælpsomt som den længst afdøde Jens i Digebrud. Den historie udmærker sig ved at rumme en smule underholdningsværdi.

Så er der én fuldtræffer, novellen Min kæreste ven. Den 40-årige hovedperson må modstræbende lade sin ”kamphund” Tao aflive – den elsker hende, men er truende aggressiv over for alle andre. Samme aften overfaldes hun i sit ensomme hus af to psykopater – men hundens betingelsesløse kærlighed er måske stærkere end døden. Her er der pludselig noget væsentligt på spil, uhyggen og spændingen er intens, og så er der oven i købet en elegant pointe, som ikke skal røbes.

Den historie er værd at læse – og værd at tage med, hvis der på et tidspunkt skal sammenstilles en antologi med nutidige, spændende short stories.