Søren Lyngbye: Frejas tårer. Hovedland 2001. 365 sider, 259 kr.

Under renovationen af kirketorvet i Aros (Århus) gør rigsantikvaren et sensationelt fund: En fornem halsring af guld og en stentavle med runer, der sært refererer til myten om halvguden Loke. Det vækker uro i Asgård, som sender Freja og Loke til det dennesidige. Freja for at introducere de gamle guders saftige kærlighedsideer, Loke for at skabe forvirring og det, der er værre. Det bliver til en række barokke scener, en slags letbenet revy, hvor tåbeligheder i tiden (eller blot forfatterens idiosynkrasier) hænges ud. Det sker med gode vitser og en sproglig vitalitet, der måske havde været en større sag værdig.

Roman er der ikke meget af. Kun få gennemgående personer og ingen samlet intrige. Men som sagt festligt, når Loke skifter skikkelse og navn (hele tiden anagrammer som ”Kloe”, ”Eklo”, ”Olke” etc). Aros FC får tilført nye vitaminer i en kamp mod ligaens favorit, kulturudvalget ender i lallende pudekamp ved indvielsen af den nye daginstitution, og byen risikerer at skulle punge ud til et totalt vanvittigt monument (der skal graves ned under jorden!). Og mere alvorligt, når rådmanden taber hovedet (i bogstavelig såvel som overført betydning), eller når kronprinsen udsættes for et fatalt attentat, da han i den gode sags tjeneste stiller op til en paint-ball kamp med et udvalgt hold fra blindeinstituttet.

Kanhænde er det de sidstnævnte indslag, der har fået en anmelder til at mene, at Lyngbyes bog ”også” er en detektivroman. Det er den ikke, der er intet plot, intet mysterium at opklare. Til gengæld fede grin og præcise formuleringer. F. eks. om en af gode grunde aldeles autentisk buste af en politisk pamper, der rammer sin model på en prik: Det oppustede væsen, den brovtende fodboldfan, bodegasangeren, magtens glinsende sylte.