Hans-Erik Lystrup: Parkinson Mysteriet. Forlaget Viller 2001. 255 sider.

Lektor Christian Skov fra Frederiksberg seminarium savner spænding i sin lidt ensformige tilværelse. Han etablerer sig som ”privatdetektiv” i sin fritid, og i den egenskab engageres han af Sofie. Hendes morbror, en stilfærdig antikvarboghandler, er død – tilsyneladende af et hjertestop. Læseren véd, at det var et drab. Sofie har fattet mistanke om det samme, men hendes grundlag er spinkelt (og viser sig at være ren misforståelse). Den døde led af Parkinsons sygdom, og Skov erfarer hurtigt, at endnu en patient er død af et pludseligt hjertestop. De to var med i et forsøg med en ny medicin – og nu engagerer medicinalvirksomheden Skov til at følge op på sagen. Der er endnu to forsøgspersoner i live.

Historien fortælles dels i tredje person, dels som Skovs beretning i ”jeg-form”. Skov er ikke særlig effektiv, hverken som detektiv eller som bodyguard. Han finder ikke afgørende spor, og man kan næppe heller sige, at han opklarer sagen – læseren må nøjes med den (plausible) teori, han til sidst kan opstille. Selv sammenfatter han:

Jeg havde været vidne til, at uskyldige mennesker var blevet ofre for en udvikling, de ikke havde haft nogen chance for at overskue. Jeg var blevet hvirvlet ind i et drama, som heller ikke jeg kunne forudse. Mit ønske om en udfordring i mit job var blevet mere end opfyldt. Prisen var mødet med den teknologiske økonomiske verden, jeg havde læst så meget om, men en verden jeg aldrig selv havde været i nærheden af. Den havde nær væltet mig omkuld og gjort en ende på mit liv.

Der er kun få krimivitaminer i romanen. Læseren får til gengæld grundig besked om Parkinson-syndromet og om de begrænsede behandlingsmuligheder, man i dag kan tilbyde patienterne. Det nærmer sig et par steder ren forelæsning. Det samme gælder de detaljerede beskrivelser af gerningsstederne, Wien, en stedsevarm bjergsø i Island og især et ferieparadis på Kreta. Søger man sligt, er ”Parkinson Mysteriet” værd at læse.