Ane Lise Marstrand-Jørgensen: Det vi ved. Gyldendal 2004. 232 sider, 248 kr.

Minimalistisk historie om halvandet år i den ca. 30-årige Lauras liv, fortalt i tre tekstspor. En fremadskridende almindelig forfatterprosa, en række tilbageblik på Lauras opvækst og ungdom, og endelig de brudstykker af erindringer og refleksioner, som Laura selv løbende indtaler på en diktafon. Det er flettet elegant sammen, så læseren hele tiden er vel orienteret i tid og rum.

Laura har haft en pauver barndom, hun har tidligt måttet påtage sig for meget ansvar, men hun har klaret det, og hun er for så vidt mønsterbryder, som hun har gennemført et biologistudium og er ved at afslutte det med et vellykket speciale, klar til en god stilling på et forskningslaboratorium. Men hendes selvværd er lavt, hendes ægteskab mislykket – og nu søger hun så at få rede på sit liv. En slags udviklingsroman, men også det på et beskedent niveau.

Lars Bukdahl svang sig i sin anmeldelse op til – mellem andre superlativer – at betegne bogen som ”vildt opflammende krimidrama”. Det er ubeføjet. Der er et uhyggeligt dobbeltmord i den fjerne fortid (som blev opklaret dengang, men som Laura først nu får kendskab til). Der er også en straffelovsovertrædelse i nutiden, men heller ikke den behøver efterforskning eller detektivarbejde. Der er således ikke antydning af krimi i historien (hvad den da heller ikke påberåber sig), og der er ingen spændingseffekter. ”Det vi ved” lyder titlen. Vi véd meget lidt, også efter endt læsning, og nogen dybere mening når hverken Laura eller læseren frem til.

Man kan nyde Marstrand-Jørgensens præcise og prunkløse sprog. Man kan måske i passager fængsles af Lauras historie. Om man så kan bruge den til noget, får stå hen.