![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Pia Martin: Legetøj for en morder. Forum 2002. 247 s. 25 kr. |
||||||
|
Psykologistuderende Linda ledsager som assistent kriminologen Morten, der i en afsides fiskerby i Portugal skal lægge sidste hånd på en afhandling. Her impliceres de i en lille serie drab på efterhånden tre midaldrende kvinder. Morten vil længe ikke lade sligt afbryde den højere videnskab, og han kommer ynkeligt til kort, da han alligevel forsøger sig. Til gengæld er Lindas portugisiske veninde fyr og flamme. Emsigt og gesjæftigt tager Joanna fat, tramper hen over alle regler – og hun når naturligvis til sidst frem til den i grunden såre banale sandhed. Det er et ganske fiffigt plot, debutanten Pia Martin har rørt sammen. Der er ikke sparet på traditionelle krimispor såsom afpresning, tilsyneladende umulige oplysninger, en hemmelig mikrofon til aflytning af den lokale kirkes skriftestol, etc. Gåderne er mange: Et anonymt brev afslører, at det første dødsfald i virkeligheden var et drab – men hvordan kan brevet være skrevet på en skrivemaskine, der var låst inde allerede før mordet? Hvorfor har drabsmanden valgt en usikker og helt unødigt kompliceret metode til drabene? Er de spiritistiske seancer, som det lokale medium gavmildt muntrer turisterne med, måske andet og mere end det skinbarlige gøgl? Det er alt sammen godt nok, om end det er ingredienser, der mere rettelig ville høre hjemme i en krimi fra 1930’erne. Når romanen alligevel ikke fænger, skyldes det den sluddervorne stil og den manglende markering af personerne. Linda fortæller af karsken bælg, men er tilsyneladende slet ikke personligt berørt af de uhyggelige hændelser. Dermed er også læseren stort set ligeglad med, hvem der tog livet af de tre kedsommelige damer. De mange gode indfald udnyttes ikke for alvor. Det er en idé at lade den arrogante universitetsmand komme til kort, medens den fjumsede amatør kommer til klarhed. Men er det en feministisk fanfare? Eller er det tidens stupide mistro til viden og ekspertise? Forfatteren spiller ikke ud, men lader oplægget gå på gulvet. Og sådan går det adskillige gange. Debut, OK. Der er som sagt lovende elementer. Man tør håbe på noget godt næste gang.
|
||||||