Niels Martinov: Så dø din hund. Cicero 2005. 238 sider, 249,95 kr.

Hovedhistorien handler om den nu 33-årige Benjamin. Som ung var han og et par ligeså idealistisk afsporede kammerater i gang med at kopiere Blekingegade-bandens meritter. Bankrøveriet gik galt, og Benjamin dræbte under flugten en politimand. Han valgte at gå under jorden, og han har så i en halv snes år levet stort set uden kontakt med andre.

Nu vender han med en ny identitet tøvende tilbage til virkeligheden, stadig kun i udkanten af sig selv. Nutiden er ham fremmed, selvværdet er lavt og idealerne er borte. Interimistisk får han job som en slags dørmand i ”Sultanens paradis”, en natklub der ejes af den karismatiske anden generations indvandrer Lion, og som måske i virkeligheden er skalkeskjul for en islamisk terroristgruppe.

Terror er romanens andet hovedspor. Her står forfatteren Jacoby i centrum. Han havde for nogle år siden succes med tre afslørende romaner om venstrefløjens unge og om ildsjælenes forfald. Nu er han gået i stå, men han har fået en ide. Han vil skrive historien om en dansk terrorist. Til den ende kaster han sig ud i research i de muslimske miljøer – og det er ikke ufarligt.

Endelig optræder Martinovs hovedfigur fra tidligere romaner. Kriminalkommissær Nick Nielsen var titelperson i Martinovs første spændingsroman, og han udfyldte mindre roller i de to følgende. Denne gang er han reduceret næsten til statist. Han opklarer pr. intuition (men dog med et ganske smart trick) en gammel, stadig nagende sag om drabet på en lille pige, og han afhører laboratorieforstanderen på DTU, da der er stjålet et parti kemikalier, som nemt kan omdannes til dødelig nervegas. Ikke meget mere.

Romanen savner til de grader et samlende plot. Benjamin, der efterhånden har tre drab på samvittigheden, er ikke interessant nok til at fængsle læseren. Terrorvinklen bruges til lidt syntetisk dramatik, men ikke til reel spænding. Det hele står i stampe. Dog lykkes det at skabe god suspense omkring den sære bifigur Werner, en floromvunden petitjournalist, der dukker op og forsvinder som en skygge i Jacobys liv. Heller ikke her er der imidlertid en skarp, afsluttende pointe.

Undervejs får den udmærkede Anders Bodelsen temmelig umotiveret et spark (skrive om pæne menneskers pæne problemer hægtet op på en tynd intrige og med masser af detaljer) – en vovelig bemærkning i en roman, der nok handler om grimme mennesker med fæle problemer, men som end ikke rummer en tynd intrige. Pudsigt hedder laboratorieforstanderen Steen Langstrup, (der vil betakke sig for at blive forvekslet med en så kikset og forskræmt personage) – et oplæg til en provokation, som så udebliver.

Den roman sagde mig ingenting.