Niels Martinov: Dødsruten. Chr. Erichsen 2000. 242 sider, 249 kr.

Leifs antikvariat i det indre København er mødested for de udvalgte kunder, der har vist en sådan originalitet, at de har vundet Leifs sympati. Et par håndfulde outsidere, der lusker forbi fredag eftermiddag ved fyraftenstid, nogle med en pose bajere under armen. De færreste har regulære jobs, så det er en nutidens dagdriverbande, der på den måde ordner verdens store og små problemer, men sjældent røber deres egne fortrædeligheder. Når den ene øl eller flaske vin har taget den anden, fortsætter de på et af kvarterets mange værtshuse på den københavnske dødsrute.

Et par gange er de på udflugt sammen. Og så går det så slemt, at der ligger en teenagepige kvalt i nærheden af det sted, hvor de har været - i alt tre drab bliver det til. Den sammenhæng indser “Journalistens” ondskabsfulde chef, der kræver en morbid reportage til formiddagsbladet. Via artiklen kommer vicekriminalkommissær Nick Nielsen på sporet, og så må han gennem en række afhøringer indkredse den skyldige. Nielsen er selv lejlighedsvis gæst ved mødebordet i antikvariatet, lukket ind i kredsen på grund af sin viden om klassisk jazz, et emne, Martinov hyppigt skriver (eller snarere forelæser) om.

Mordene er ikke traditionelle seksualforbrydelser, ofrene er ikke voldtaget. Martinov nøjes med at antyde et brandfarligt tema: De 12-14 årige piger, der gennem tøj, piercinger og optræden pånøder omverdenen en dreven seksualitet, de naturligvis hverken har erfaring eller alder til. Det emne kunne have været brugt til noget for alvor kontroversielt og relevant, så det er skade, at det bliver ved tilløbet.

Martinov har koncentreret sig om at skildre ti af dødsruteartisterne. Han udstyrer successive hver af dem med en lille, novellelignende biografi, som fortæller om traumer og frustrationer, der gør det muligt at mistænke dem alle. Da han på den anden side ikke lægger konkrete “spor” ud, får løsningen tilfældighedens præg, og det er ikke godt nok i en krimi. Det er samtidig fremmedgørende, at hver enkelt skildres uden navn, kun med den stillingsbetegnelse, der er hæftet på ham i antikvariatets lukkede cirkel: “Forfatteren”, “Gulddrengen”, “Stalinisten” etc. Heller ikke Nick Nielsen, der kendes fra to af Martinovs tidligere romaner, får en chance for at træde i karakter. Til gengæld distraheres læseren med gentagne uddrag af en kulørt thriller, som en af de ti adspreder sig med at skrive om “hitmanden”, der skal myrde kronprinsen. Det har intet med plottet at skaffe.

En langstrakt affære. Som måske illustrerer, at øjeblikkets “punktroman” næppe er velegnet som skabelon for en krimi.