Jørgen Mathiassen: Arrangeret ægteskab. Holkenfeldt 3 2002. 232 sider, 248 kr.

En finurlig lille bog. Allerede titlen leder på afveje – for det handler ikke om bedrevidende forældre, der vil diktere børnenes fremtid. Ved endt læsning forstår man, hvem der ”arrange-rede” (om end måske ikke helt hvorfor), og det er blot én af adskillige skæve pointer.

Romanens bagsidetekst foregiver, at det er en thriller, og forlagscirkulæret bruger glosen ”spændingsroman”. Mathiassen har tidligere ydet fortrinlige ting i den genre, men denne gang bliver det ved et anslag, et drab for mange år siden, som aldrig blev opklaret og heller ikke bliver det her. Læseren er orienteret om, hvem der slog ihjel og hvorfor, men politiet gennemskuer det ikke, blandt andet fordi kriminalfolkene (uforståeligt nok) ikke interesserer sig for det vidne, der kunne have afsløret gerningsmanden.

Mest drejer det sig om tre yngre mennesker, der skal prøve at finde sig til rette i tilværelsen. En nybagt læge og enlig mor, en lidt formskåret karrieredreng fra justitsministeriet, og en advokat med ambitioner. Rundt om de tre optræder et stort antal bipersoner, der også har hver sin skitserede historie. Handlingen foregår i 1991, og fuldmægtigen fra ministeriet lever således med højesteretsdommer Hornslets afhøringer i Tamil-sagen, der snart skal søndre den prestige, som det noble kancelli så omhyggeligt har opbygget. Det og de øvrige sidehistorier er imidlertid blot antydninger, og det kan man ærgre sig over. Mathiassen er jo professor i forvaltningsjura, og om nogen ville han kunne bruge romanformen til at analysere de spegede relationer af loyalitet, karrierepleje, konkurrence m.v., der dukkede frem i den celebre miseres kølvand.

Som krimi er ”Arrangeret ægteskab” lidet værd – der er ingen efterforskning, næsten ingen spænding og som sagt heller ingen opklaring. Som episoderoman om unge, utilpassede folk i 30’erne er det underholdende læsning.