Jørgen Matthiassen: Den tredje Beatrice. Holkenfeldt 3. 222 sider, 248 kr.

Beatrice er den elskede datter af den succesrige advokat Michael Schydt. Konen og lillesøsteren giver han pokker i, men Beatrice formelig dyrker han. Hun får lov til det hele, idelig fabler han om, hvilken attraktiv kvinde, hun vil blive, og hans ambitioner på hendes vegne kender ingen grænser. Hun skal være jurist, og sammen skal de skabe alle tiders advokatbureau.

Beatrice føjer sig. Hun opgiver den pianistuddannelse, hun havde drømt om, og tager fat på det juridiske studium. Det knækker hun halsen på, det fungerer ikke – hun må give op. Michael har ikke brug for tabere. På stedet vender han opmærksomheden mod lillesøster, der i mellemtiden har giftet sig med en effektiv og stupid amerikansk sagfører. Nu er det Beatrice, der bliver ignoreret. Hendes nedtur bliver total, den ender i sprut, voldtægt og psykisk sammenbrud. Kun langsomt får hun slæbt sig på højkant igen. Hun er 29 år gammel, da hun efterkommer en invitation til moderens fødselsdag. Det ender katastrofalt. Michael falder ned ad trappen i den fornemme Gentoftevilla og brækker halsen. Og lillesøster mener ikke, at det var en ulykke.

Beatrice er opkaldt efter Dantes forbilledlige heltinde. Hun fik i sin ungdom en gave af sin kloge farbror, en kopi af Guido Renis portræt (eller hvems det nu er) af Beatrice Cenci. Det var en italiensk adelskvinde, som i 1599 blev henrettet for mordet på sin afstumpede far – og da hun var ung og smuk, blev hun i de følgende århundreder en mytisk figur, der inspirerede malere og digtere (blandt andre Dumas, Shelly, Stendhal og sågar vor egen H. C. Andersen). Spørgsmålet er, om romanens tredje Beatrice er en helgenagtig forløser som den første, eller om hun er fadermorder som den anden.

Matthiassen har tegnet et overbevisende portræt af en kvinde med en kompliceret psyke. Det kriminelle indslag er en biting, spænding er der ikke meget af, men historien er interessant og underholdende.