Jørgen Misser: Skulptørens verden. Dan 2007. 369 sider, 299 kr.

Titelpersonen er den knap 60-årige billedhugger Anders Bergman. Sin millionformue har han tjent ved at drive en fabrik, der producerer hospitalsudstyr, specielt med henblik på den arabiske verden. Det har medført mange rejser i mellemøsten – og tjent som dække for Bergmans årelange virksomhed som hitman for den israelske efterretningstjeneste. Nu har han slået sig ned på en større ejendom på Mols. Her skaber han sine uhyggelige skulpturer – gengivelser af onde mennesker, primært voldelige pædofile og militante islamister, som er blevet kidnappet og siden afrettet eller drevet til selvmord. Det raffinerede (og ret makabre) er, at den portrætteredes jordiske levninger er en del af statuen. Hår og tænder er ægte, og torsoen er på en eller anden måde støbt af den dødes lig.

Bergman har – med effektiv hjælp af den sære kreds, han har samlet omkring sig – udnævnt sig selv til både skabergud og dommer. Han forklarer sig forskelligt: Jeg er en krænket dansker, hedder det. Eller en ganske almindelig skadedyrsbekæmper, men også mere pompøst overdommeren i den moralske folkedomstol. Fra rejserne kender han Muhammeds religion – og min lede ved islam er trængt helt ind i rygmarven på mig. Modstykket er den edens have han er ved at skabe på Mols – et frastødende tilbud, må læseren mene. Og det refugium, hans invalide kone etablerer til beskyttelse af voldstruede muslimske kvinder.

Som i Jørgen Missers første roman er der tale om en appel – danskerne må gøre op med islamisterne (og en række dårligdomme i det hjemlige), det må ske uden kompromis og om fornødent med våben i hånd. Romanens statsminister troede, at det gode ville opstå af godmodighed, men det har vist sig at være naivt selvbedrag. Islamisterne er ikke rigtige mennesker, men væsener, og Europa er ved at blive en gammel forsumpet luder, der frivilligt lægger sig på ryggen og lader sig voldtage af islam.

Danskerne må genfinde nationens oprindelige værdier, herunder en ubetinget solidaritet med Israel, der i romanen trues af udslettelse. En sand armada med flygtninge derfra er på vej mod det Danmark, som under anden verdenskrig stod vagt om sin jødiske minoritet – til befippelse for politikerne, der ikke tør udfordre de islamiske indvandrere. Men Bergman tør som sagt.

Adskillige kapitler fremstår som uredigerede noter til brug for en bredere filosofisk afhandling om religion og politik. Det gælder især Bergmans alenlange diskussioner med den vietnamesisk fødte Vibeke, der er uddannet som kristen teolog, men er træt af ord som tilgivelse, nåde, barmhjertighed, forståelse. Alle de tomme ord som gør den kristne kirke så tandløs og impotent. Læseren må mindes Winston Churchills kliché: ”Kristendom med en tomahavk”.

En roman (eller et udkast til en roman) med bunker af vold, kriminalitet og konspiration. Mere forskruet end spændende, temmelig ulækker, men måske interessant som aktuel variant af ”en-mand-ser-rødt-syndromet”.