Christian Mørk: Darling Jim. Politiken 2007. 316 sider, 279 kr.

”Romantisk gyser”. Det er forlagets genreangivelse for Mørks bestseller – og det er nok ret præcist, selv om romantikken som regel viser sig at være blændværk (og fordærv for de forelskede), og selv om ”gyset” drukner lidt i glæden ved at læse en god og saftig historie.

Handlingen er henlagt til Irland. Titelpersonen er den karismatiske Jim Quick (eller hvad nu efternavnet er), en charmør og forfører med en fæl tilbøjelighed til at myrde de kvinder, som falder for ham (en naturkraft, man ikke har opfundet noget begreb for endnu, medmindre det da skulle kunne indeholde ”død”, ”raseri” og ”forførelse” i ét og samme ord). Samtidig er Jim en ”storyteller”, der kan tryllebinde et stort publikum med skrøner, han måske digter medens han fortæller dem – og det er ikke kun de kvindelige tilhørere, der lytter åndeløst. Mørk har indarbejdet én af Jims fabler i romanen, og det er lykkedes at gøre den lige så fascinerende som Grimms eventyr var det, da man første gang læste dem i den originale version (der som bekendt er uegnet for børn og sarte sjæle).

Men det er kvinderne, det gælder. I første række tre unge søstre og derpå deres moster, som ellers var ved at gå i frø. Søstrene gennemskuer Jim, og det lægger så op både til deres beslutning om at likvidere ham og til mosterens afstraffelse – en barsk og blodig affære. Før enden nås, er der ond, pludselig død til en halv snes mennesker. Myndighederne kan ikke gennemskue, hvad der er hændt – hverken Jims forbrydelser eller det uhyggelige mareridt omkring mosteren og de tre niecer. Det bliver den unge kunstnerspire Niall, som tilfældigt falder over de beretninger, som to af søstrene har skrevet, og som derpå følger antydningerne og de uafklarede spørgsmål op. På den vis spærres læseren inde i et kinesisk æskesystem: Niall fortæller det, han læser i søstrenes beretninger, der atter gengiver den historie, som Jim fortalte. Og derpå går Niall i gang som en ikke ueffen detektiv, der finder de ganske skræmmende realiteter bagved myternes og eventyrenes gotiske gevandter – slutningen bliver til en fortrinlig krimi med et udmærket plot.

Det kræver en sikker forfatterstyring at få alle de ingredienser til at hænge sammen, og den leverer Mørk til fuld tilfredsstillelse. Det hele er fortalt fornøjeligt i et rigt fabulerende sprog – mange iagttagelser og billeder, der er slående og originale (og så tilgiver man gerne nogle lidt flove klicheer, som er smuttet med – her burde en opvakt redaktør have været til hjælp). Forlaget oplyser, at romanen er ”oversat” af Christian Mørk, der har levet en årrække i USA. Det kan være forklaringen på, at hans dansk er en charmerende smule skråt på det, man ellers kender.  

Læseren er underholdt på det bedste, og mere bør ingen forlange. Lidt kitsch måske, men det får være.