Liv Mørk: Falken og Falkoneren. Lindhardt & Ringhof 2008. 295 sider, 300 kr.

Bag pseudonymet ”Liv Mørk” gemmer sig forfatteren Merete Pryds Helle. Det vidste offentligheden i forvejen, men det gentages for en sikkerheds skyld i forlagets pressemeddelelse om romanen. Der er fortsat ingen forklaring på dette mummespil med åbne kort.

Til gengæld opdager læseren straks, at her skriver en etableret og anerkendt forfatter. Ingen klicheer, ingen banale metaforer. Et stramt, gnistrende sprog, der kommunikerer perfekt. Det er i sig selv en læsning værd.

Historien handler denne gang om mange ting, der alle cirkulerer om motivet hævn. En pubertetsknægt bliver i prologen (for 16 år siden) myrdet ved en fejltagelse, da hans tvillingebror har bollet med den italienske godsejers datter, og den rasende far vil straffe denne krænkelse af familiens ære. En anden generations indvandrerpige har set Allahs lys og er nu rede til en rystende terrorhandling. En datter vil gøre op med sin magtfulde far. En international klike af mænd, der voksede op på en katolsk kostskole og således var udleveret til vellystige munkes misbrug, har holdt sammen. Nu har de nået karrierens top og dertil svarende indtægter. De har blandt andre ugerninger dyrket sadistiske jagter på folk, der er kidnappet efter at have generet den ene eller den anden. Ofret slippes løs og får to minutter, så følger de efter med geværerne parat. Læseren får beskrevet en lille håndfuld af den slags modbydelige drab, spredt over årene 1976 til 2007. Det er vistnok de fire vigtigste linjer i fortællingen.

Trådene ender hos Liv Mørks heltinde, kriminalassistent Emily Zakkariasen, og hendes kolleger på Station City i København. De præsterer en del god efterforskning, længe uden mulighed for at gennemskue, hvordan tingene hænger sammen. Sådan set opdager de det aldrig – det er Liv Mørk selv, som ved et lidt forslidt trick (en mail fra en af de implicerede ligger uopdaget på Emilys computer) må fortælle sandheden. Men politifolkene opklarer dog en del, ikke mindst takket være Emilys far, der er blind, men som til gengæld har opøvet en usædvanligt følsom hørelse. Spørgsmålet er – da terrorplanen er afsløret – om Emily kan hindre det planlagte, uhyrlige massemord.

Det er godt nok spændende, men det lykkes ikke ganske at få en helhed ud af det. Springene i tid og mellem lokaliteter i ind- og udland gør læseren temmelig svimmel. Præcise hverdagsscener i Danmark præsenterer politifolkene og vidnerne, og alt sammen er det overbevisende personbeskrivelser og genkendelig virkelighed. Den internationale gruppe af stenrige psykopater fremstår på den anden side som en art social science fiction. Det svinger ikke ret godt sammen.

En roman, som ikke ligner noget andet i årets krimihøst. Værd at læse, men ikke fuldblods.