Liv Mørk: Hvad øjet ikke ser. Rosinante 2004. 292 sider, 262 kr.

En smuk morgen på Farum Golfbane ligger en mand dræbt i den lille sø på greenen. Endda forhånet i døden. Romanens hovedperson, den unge kriminalassistent Emily Zakkariassen, sættes på sagen sammen med sin makker Adam.

Ofret viser sig at være en fremtrædende borger. Otto Cernicke var forsker, han havde opnået et gennembrud i sin søgen efter en teknologi, der gør det muligt at anvende brint som brændstof i stedet for olie. Han var gennem en større arv økonomisk uafhængig, så han fastholdt at arbejde til beskeden løn for militæret, der havde indrettet hans hemmelige laboratorium på flyvestation Værløse. Hans privatliv var i en sørgelig forfatning – en tilsyneladende hysterisk og alkoholiseret hustru, en neurotisk datter og en oprørsk søn, der har sluttet sig til en militant miljøbevægelse, som ikke viger tilbage for vold, og som bestemt ikke kan acceptere, at en miljørigtig ny teknologi hemmeligholdes af militæret. Cernickes sidste aften endte i et bragende skænderi med hans nærmeste vens kone – men om hvad?

Emily har således nok at gå løs på. Der er mange mulige motiver til drabet. Hun skal i clinch med sværvægtere fra olieindustrien, med et lidet samarbejdsvilligt militær og med en hysterisk familie. Alt det klarer hun fint. Krimioplægget er ikke set ret meget bedre i de senere års danske spændingsproduktion. Det er skrevet med elegance og præcision (f. eks. en isnende beskrivelse af det andet drab, der støder til), og personerne er interessante. Ikke mindst Emily selv, der er ambitiøs og effektiv, men hun har kun virkelig støtte fra sin adoptivfar, en ældre politimand, der som ung blev blind ved en badeulykke, men som har kompenseret for handicappet ved at perfektionere sin hørelse. Det er ham, der kan identificere to stemmeoptagelser og dermed bringe sagen på rette spor. Hvad øjet ikke ser, det hører det trænede øre. Godt nok.

Og så rabler det for Liv Mørk – en desperat opbremsning i nødsporet. Før Emily når at føre sine undersøgelser til ende, afbryder forfatteren for at fortælle, hvad der i virkeligheden er sket, hvem der gjorde hvad. Plottet splatter ud i skuddrama og vold, hentet fra en luset tv-film. Der introduceres en uhyrlig bihistorie om forkvaklede medicinske eksperimenter og om gemen menneskehandel, men det har ingen forbindelse med krimihandlingen. Afsløringen af morderen er så totalt blottet for sammenhæng med historien i øvrigt, at læseren frustreret og ærgerlig sparker bogen fra sig.

Emily får som trøstepræmie sin lykkelige forening med den mand, der trods ikke så lidt er den rette for hende. Læseren får ingenting. Og undres i øvrigt over pseudonymet Liv Mørk – hun præsenteres på omslaget og i en udførlig biografi i romanens prolog. Det bruges ikke til noget. Tværtom fremgår det udtrykkelig på titelbladet, at bogen er skrevet af forfatterparret Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard. Hvad skal dog den fortænkte mystifikation til?