Christian Mørk: De ti herskere. Politiken 2006. 500 sider, 249 kr.

”Herskerne” er et hemmeligt broderskab, som blev stiftet allerede i 1300-tallet. Det skete i Venedig, som dengang var ved at etablere sig som kristenhedens center for handel og kommunikation. Broderskabet ville bag kulisserne styre alverdens økonomiske transaktioner, selvsagt med det formål at skaffe profit til medlemmerne, men for nogle måske også for at fastholde balancen på det globale marked og sikre, at investeringer ikke gik til spilde i ufred, eller fordi nye ideer for hastigt fortrængte det grundlag, som var fundament for nogle af broderskabets virksomheder. Midlerne var ikke sarte. Folk, der kom i vejen, forsvandt simpelthen, ofte sammen med deres familie. Mordene blev tit begået med perverteret sadisme. Kom regeringer eller fyrster på tværs, sørgede broderskabet for at underminere deres magt, støttede eller iværksatte oprør etc. Sådan var det i renæssancens blodige århundrede, og sådan har det været op til i dag.

Den unge amerikanske plantebiolog Victor Tallent er ved volde besvær. Han arbejder med risplanten, hans mål er gennem krydsning med andre planter at fremelske en rissort, der kan overleve voldsomt uvejr, naturkatastrofer m.v. Lykkes det, vil sult og elendighed være forbi i en række af verdens fattige lande. Men samtidig vil lukrative markeder gå tabt for de nuværende leverandører, og svage regeringer, der er afhængige af donorlandes og koncerners støtte (hver gang rundeligt fortoldet undervejs af ”herskerne”), vil få styrke til at træffe og gennemføre beslutninger, uden at skulle spørge de formummede magthavere om lov. Victor må derfor stoppes, d. v. s. dræbes eller miskrediteres så effektivt, at hans fortsatte forskning ikke kan opnå den fornødne støtte. Begge dele tages der skridt til.

Det bliver til en voldsom skrøne, mere kulørt end farverig. Urimelighederne er mange, skildringen af bagmændene (eller rettere de kun to repræsentanter, der præsenteres i fuld figur) er lidet overbevisende. Det sandsynliggøres ikke, at en ukendt organisation kan have så stor indflydelse, så mange korrumperede repræsentanter alle vegne, og så detaljeret viden om alt og alle. Det hele er garneret med ulideligt meget vold - antallet af dræbte er så stort, at læseren mister overblikket, eller måske snarere taber interessen for at følge med.

Sideløbende fortælles om Victors neurotiske forelskelse i tolken Anabella, der hele tiden forsvinder for ham og må genfindes. Læseren er fra begyndelsen klar over, at Anabella er noget andet end det, hun udgiver sig for, og hun skifter da også flere gange undervejs navn og forhistorie. Slutningen er på en gang en lidt klam happy ending og et postulat, der påkalder en helt usandsyning sammenhæng. Hjulpet på vej af et guldarmbånd fra 1300-tallet, som nedkalder en forbandelse over den, der bærer det.

Klicheerne, de lidt for konstruerede cliffhanger-scener og forræderierne løber på samlebånd. Det er ind imellem spændende, men man genkender for meget fra tidligere læsning, og de fem hundrede sider er alt, alt for omfattende i forhold til den beskedne substans.