Henning Mortensen: Det blanke vand. Gyldendal 2009. 168 sider, 199 kr.

”Roman om kærlighed og magt”, oplyser titelbladet. Og så noget mere – for forsidetegningen indeholder en pistol. Handlingen udspiller sig i en luksusvilla med haveanlæg ned til Furesøen. Der er fire hovedpersoner: Victor Seeman, der beklæder en overordnet stilling i statsministeriet, hans stenrige hustru Julia, deres gartner Henry, der har en grim fortid i fremmedlegionen, samt husholdersken Lillian, som altid gør sine iagttagelser og ikke viger tilbage fra på det mest dramatiske at blande sig i tingene, at manipulere med de andres liv og skæbne.

Et kig ind i ”over-Danmark”, og det er ikke et rart sted at være. Noget er helt galt – det kommer til udtryk i Julias narkolepsi, der får hende til uvarslet at falde i søvn midt i noget andet, hun var i gang med. Og det viser sig måske også i den mystiske forgiftning i en af Victors fingre. Faren antydes hele tiden. Et blik, som flakker, en pludselig svimmelhed, og nogle rotter, som trænger ind på grunden (eller gør de?)

Lillian er den personificerede egocentri. Hun har kun sig selv at tro på. Sandheden er hende, de tanker, hun gør sig, de planer, hun udklækker. Alt andet i omverdenen må trækkes hen imod dette centrum eller skubbes bort fra det. Det er der ingen tvivl om. Så Lillian lægger planer – farlige planer. Og selv om tingene udvikler sig helt anderledes end hun havde villet, er hun fuld af fortrøstning. Det skal nok gå alt sammen, hedder det på romanens sidste side. Der er ikke mange lyspunkter – men måske i slutningen en chance for to af hovedpersonerne.

En poleret, iskold thriller, fortalt med psykologisk indsigt og et mesterskab i formidlingen af suspense og usikkerhed. Fascinerende og frastødende på én gang. Fjernt fra den forsorne humor, man frydede sig over i Mortensens ”Sondrup-trilogi”.

Anbefales.