Henning Mortensen: Den femte årstid. Modtryk 2004. 490 sider, 299 kr.

Henning Mortensen udgav i begyndelsen af 1980’erne fire korte romaner, der skildrede kriminalitet og vold i et trøstesløst Under-Danmark. Her var ond og brat død til alle, kynismen formelig skar igennem til læseren – undertegnede husker de bind, jeg læste dengang, som usædvanligt frastødende bøger.

Nu har Modtryk fået forfatteren til at opdatere og sammenskrive de fire bind – således at handlingen er ført frem til 2003-04, og således at forskellige personer smeltes sammen og dermed bliver gennemgående. Det er blevet en barsk komedie i fire sorte akter, men der er sket noget i mellemtiden. Henning Mortensen er blevet en venligere mand, der er kommet varme og sågar humor ind i skrønerne, en overbærende mildhed, som gør, at man trods megen brutalitet (mindst 22 drab!) kan holde ud at læse værket. Og der er formodentlig også sket noget med læseren – den forløbne snes år har vænnet os til en mere forrået kriminalitet både i virkeligheden og i bøger, TV-serier m.v.

En roman i traditionel forstand er det godt nok ikke blevet til. Det er stadig fire forskellige forløb, hvor kun det første og sidste følger hovedpersonen, den længst muligt ukuelige Sanne Rasmussen. Hun forsøger efter en fortvivlet barndom og en trøstesløs ungdom som prostitueret at kæmpe sig fri, at få en egen tilværelse. Hun træffer sin Florian, og opnår en kort ”borgerlig lykke”, om end jobbet som kassedame i Bilka siger hende meget lidt. Så rækker det gamle miljø på ny ud efter hende…

Underverdenen er det gennemgående tema. Ikke en stor, velorganiseret kriminalitet, men spredte og sølle grupper, der kriges indbyrdes og alle har let til drab, når en situation spidser til. Nu og da også med spotlys til overklassens Danmark, hvor ansete borgere i givne situationer ubesværet betjener sig af bandernes service. Kun i én af de fire historier er der et plot i traditionel forstand. En sober erhvervsjournalist tvinges – da hans lille datter kidnappes – til at skrive en løgnagtig artikel, der skandaliserer et estimeret firma, som stod over for at indhente en større ordre fra USA. Men hvem er bagmand, og hvor ondt er det hele planlagt på forhånd? Her får thrillerens pirrende spænding alt det, man kan forlange. De øvrige tre historier er sammensat af kalejdoskopiske glimt, enkeltepisoder med spinkel indbyrdes sammenhæng og kun en tynd rød tråd, der skal erstatte en traditionelt fremadskridende handling. Der begyndes på beretninger, hvor læseren så kun får den begyndelse. En pige findes død på en forladt landbrugsejendom, hvor nogle narkomaner har huseret – men hvad skete der? En kølebilchauffør bliver lamslået klar over, at hans vogn har været brugt til indsmugling af et parti narkotika – men hvad gør han? Mortensen tegner situationerne, men giver ikke svarene. Og det gør sådan set ikke noget, de små og korte skitser er stort set alle interessante og vel værd at få med. Det samme gælder portrætterne af de højttalende forbrydere. Ralf, der er universelt samspilsramt, eller Boris, som midt i ugerningerne savner en kæreste – en kæreste, man kan stole på. En kæreste med en lille hat. Og så de mange, som kun akkurat når op på scenen, før de likvideres. For døden er en usikker legekammerat. – I alle fire akter er det dog en slags pointe, at en gangster, der har overskredet alle grænser i sit ondskabsfulde begær, til slut likvideres af folk fra miljøet selv. Det kan man så tage som hævn (men som en stor krimiforfatter har skrevet: Det er kun den, der ikke har mistet noget af virkelig betydning, der taler ondt om hævnen). Eller man kan se det som absurd retshåndhævelse.

”Den femte årstid” er en af de flottest skrevne danske spændingsromaner i lang tid. Mortensen er en fremragende prosaist, der sprogligt mestrer næsten hvad som helst og slipper heldigt fra at byde sine læsere det meste. Man kommer igennem alle fire årstider, før Sanne lukkes inde i sin femte. Og turen fører også rundt i de klassiske elementer, der indgår i titlerne på de fire historier (”Under havet mødes alle øer”, ”En bloddråbe i vinden”, ”Ildskrift for rotter” og ”Begravelse i hård jord”).

Det er ikke smertefrit at læse, men det er umagen værd. Anbefales med let rystende hænder.