Henning Mortensen: Næb og kløer. Gyldendal 2005. 196 sider, 199 kr.

Det er – som titlen antyder – set i fugleperspektiv. Nogle mennesker, der ikke altid er påfaldende normale, færdes mellem hinanden i området omkring Horsens Fjord. Advokaten, der er ved at rode sig ind i alvorlige habilitetsproblemer i forhold til det dødsbo, han skal bestyre. Konditoren, som finder et vældigt marked, da han går over til en virkelig original opskrift på sit bagværk. Indvandreren, som racisterne vil indebrænde. Den langtidsledige Benny – en fortabt dreng, der først finder sin identitet, da han mod alle sine fordomme om fejlfarver forelsker sig i en bosnisk flygtning. Advokatens frustrerede datter, som måske står bag de modbydelige anonyme breve. Og over dem alle (og flere andre) svæver – somme tider på ryggen af en af de mange fugle – arkitektens løsrevne bevidsthed, medens hans krop ligger i koma på sygehuset. Han blev hugget ned, da han gik tur i skoven – og politiet fandt aldrig et spor. Det viser der sig naturligvis gode grunde til.

Fugle oven over det hele. De ægte – smukke hvide svaner, og især uappetitlige skarver (eller ”ålekrager”, som man endnu siger på egnen) – og de mekaniske, som den kløgtige Immanuel bygger og fjernstyrer. Skarverne skider på det hele, medens politiassistent Bente foretager endnu nogle frugtesløse afhøringer og i øvrigt interesserer sig mest for muligvis at købe det forfaldne hus, hvor advokatens usympatiske svigerfar boede.

Der er i grunden ingen historie. Naturligvis et tilløb til krimi, et drab eller drabsforsøg på arkitekten, men der er ikke tale om en fremadskridende opklaring, kun om forfatterens langsomme afsløring, medens han og vi bladrer videre i galskabens papirer, for nu at citere. Kunstnerisk skaben som oftest betegnes skaberi, og for læseren kan forvirringen blive så omfattende, at man bliver usikker på den sofistikerede grænse mellem netop skaben og skaberi. Den her tilværelse på jorden bliver mere og mere gådefuld, siger advokaten lidt over midtvejs. Men man kan da i al fald forsøge at få lidt klarhed over et par hjørner i alt det foruroligende og kaotiske. Det er en ambition, der nok er lige så naiv, som den er smuk.

Stadig er der fuglene. I H. C. Andersens eventyr om nattergalen redder den ægte fugl den syge kejser og giver ham nyt livsmod. Og da tjenerne om morgenen kommer for at se til deres døde kejser, hilser han dem med et ironisk ”god morgen!”  Mortensens fabel slutter med en homerisk latter mellem politiassistenten og den småkriminelle Benny. Så bliver der atter stille. Og kort efter begynder vanskelighederne.

Pas! Mortensen er med et godt dansk udtryk en lurendrejer. Spørg mig ikke, hvad det her er. Men det er i al fald fascinerende.