Henning Mortensen: Ræven går derude. Gyldendal 2006. 191 sider, 199 kr.

På ny en række klip fra de små samfund omkring Horsens Fjord, koncentreret om landsbyen Sondrup. Et gensyn med de skæve eksistenser, som Mortensen med højt humør præsenterede i ”Næb og klør”.

Denne gang er baggrunden et klassisk krimioplæg. Der er begået tre mord i området – tilfældigt udvalgte ofre, men ugerningerne er bundet sammen ved morderens brug af en maske, der er fæstet til hovederne på de dræbte. Rigspolitiets rejsehold kommer brusende med computere, registre, laboratoriefaciliteter og gedigne erfaringer. De opklarer ingenting. Den lokale, lidt satte og indskrænkede betjent Bente Møller finder til gengæld svaret – hun bruger sine øjne og sin snusfornuft. Samt de færdigheder, hun lærte, snarere som pigespejder end som politiaspirant. Det er naturligvis en fornøjelig pointe, om end den svækkes lidt af, at læseren på det tidspunkt allerede er oplyst om drabsmandens identitet gennem hans egne forrykte skriblerier.

Krimiindslaget rummer ikke ret meget plot eller opklaringsarbejde. Læseren hører i stedet om de personlige problemer, som rejseholdets opdagere bærer på, og kameraet følger i øvrigt det absurde persongalleri fra den forrige roman:  Den flamboyante advokat, der må indse, at betingelsen for overlevelse er en ændret livsstil. Arkitekten, som er vågnet fra sin langvarige koma på sygehuset, rædselsslagen efter det overfald, der nær havde kostet ham livet. Han er sammen med hustruen på en slags flugt fra de farlige skove ved Sondrup. De har indledt en europæisk grand tour, men Europa er jo ikke mere en sikker verdensdel. Så er der også den kærlige bager, den joviale indvandrer, den bosniske flygtning Pava og hendes småkriminelle kavaler Benny. Og ikke mindst advokatens tvetydige datter og hendes seneste elsker, en Harlekintype eller hvad han nu er. Hele tiden en sær blanding af hyggelig provinsidyl og spring ud på det dybe vand.

Krimi er det vistnok ikke. Som i forrige roman er det fabelen, der interesserer Mortensen. Måske handler historien om, at et lille lokalsamfund ikke lader sig ryste ud af form, selv om satan selv med bukkefod og det hele dukker op i egen skikkelse. Det er i al fald ét af forfatterstemmens forslag ved skrønens slutning – og den onde er faktisk med på rollelisten! Men bag facaderne har menneskene nok i deres egne mareridt – søvnen var ingen befrielse, snarere en slags åben krig i kroppen. Sådan belæres læseren løbende i direkte og indirekte forfatterreplikker, der ofte synes lige så desorienterede som læseren, når personerne promenerer deres ejendommeligheder. Men der er naturligvis styr på løjerne.

Ræven går derude, i Harald Bergstedts børnesang, i kalkmaleriet i Ousted kirke og i bevidstheden hos de mennesker, der befolker en dagligdag, som kun tilsyneladende er såre banal. Det har Mortensen eminent sans for, og derfor er romanen værd at læse, om end den kun føjes beskedent nyt til første bind af det, der nu lanceres  som ”Sondruptrilogien”. Man virrer med hovedet. Og ser med fornøjelse frem til tredje bind.