Søren Mosegaard: Uhyret fra Betlehem. Gyldendal 2002. 874 s. 499 kr.

En ondskabsfuld 13-årig møgknægt maler sine uhumske fantasier på retiradens væg. Det er så nogenlunde indtrykket af Mosegaards knap 900 sider for lange debutroman.

Der er et spinkelt plot. I en græsk hule finder en videnskabsmand en sensation: Beviset for, at Jesus ikke stod op af graven. Det er Jesu skelet og en antik papyrus, der har været anklageskrift i en retssag mod den discipel, der stjal mesterens lig. Det hviskende rygte om fundet engagerer to kredse: Folkene omkring mediemogulen Benjamin Blum, der vil bruge stoffet til en fjernsynsserie, som skal blive det endelige opgør med 2000 års kristelig fordummelse og ødelæggelse af mennesker. Og på den anden side kirkernes hemmelige, men magtfulde fællesorganisation, hvorfra religionernes bedrageri (og pengemaskiner) styres effektivt. Det bliver en række blodige opgør, relikvierne stjæles frem og tilbage – og ca. midtvejs i romanen fuser så den historie ud.

Undervejs er der mellem talløse dumsmarte bemærkninger enkelte sjove vitser, ligesom et videnskabeligt symposium om kristendommens skadevirkninger kunne have været satire på et højt og morsomt niveau, hvis det var blevet præsenteret med lidt elegance og ironi. Desværre må man befrygte, at det er skrevet i oprigtig alvor!

Hovedmassen er i øvrigt vulgære og frastødende scener, hentet blandt mareridtsfantasierne i en serie dårlige trips. Afsporet sex dominerer, især pervers sadisme. Der ruttes rundhåndet med kvalmende splattereffekter. Det er bedøvende kedsommeligt. Hadet til kristendommen overskrider alle grænser, fra en tidlig scene, hvor Josef julenat overfuser sin utro barnebrud medens han onanerer ned over hende, til påstanden om, at Jesus og disciplene var forfaldne til kannibalisme (med særlig interesse for mandlige kønsdele). Blasfemien er udtalt og klart hinsides grænserne i straffelovens bestemmelse om det forhold – man gyser, hvis man et øjeblik overvejer, hvilket ramaskrig der ville have rejst sig, såfremt en forfatter havde vovet noget tilsvarende vis a vis en anden religion. Mosegaard ”kender alle de giftige brønde i Bibelen”, og også dem øser han flittigt af. A la carte suppleres med løsrevne brokker fra new age, myter, legender og skrøner.

Afdøde professor Sven Clausen sagde det i grunden så godt. Ordene gjaldt preussisk statsfilosofi, men er også træffende om Mosegaards tvangstanker: Over endeløse vidder af vås rejser sig bjerge af nonsens, kronet med den rene galskabs evige sne.

Bvadr.