Christian Haun Nielsen: Et sekunds orkan. Gyldendal 2001. 225 s. 250 kr.

Forviklingerne begynder på et kollegium i en forstad til Århus. Den 24-årige Jon flytter ind, måske for at lægge en blakket fortid bag sig og i stedet tage fat for alvor på de studier, han har flirtet med. Jon forelsker sig i den smukke Birgitte - men fortiden vinder. Den rummer både alvorlig kriminalitet og omfattende stofmisbrug, alt sammen administreret af den uhyggelige bagmand West.

Der er lagt op til ung-mand-modnes-roman, traditionel skildring af “de sjove år” og hvad nu genren ellers byder på af romantisk pladder. Sådan går det ikke. Virkeligheden trænger sig på. På kollegiets flade tag ligger det halvt nedbrudte lig af en polsk pige, som var engageret til Wests pornoklub. Jon kan i længden ikke fortrænge sin andel i den forbrydelse. Derfra udvikler tingene sig voldsomt - West undslipper efter at have myrdet tre politifolk på det mest bestialske, og den effektive kriminalkommissær Ørnstrand må gennemføre en række forhør, før han finder et spor. Jon, der formentlig på det tidspunkt er på vej ind i galskabens mørke, oplever en orkan på et sekund, da politi og gangstere ender i skudduel ved kollegiet - og i det fatale sekund går det helt galt.

En sær blanding af action (med splatter-tendenser) og minutiøs beskrivelse af Jons langsomt frembrydende skizofreni. Blandingen viser sig også i fortælleformen, der svinger fra traditionel, stilsikker prosa til nærmest stenografiske referater af Ørnstrands forhør. De rummer en slags efterforskning, men bortset fra det er der ikke krimi-vitaminer i romanen. Det virker næsten ironisk, når forløbet et sted omtales som en af århundredets største kriminalsager i Danmark. Haun Nielsen scorer derimod på et intimt kendskab til fuck-generationens ordvalg og omgangsformer og på et præcist, helt forenklet sprog. Der er ingen svinkeærinder eller dekorative detaljer. En barsk og chokerende bog. Det er sådan set konsekvent, at den ikke slutter, men blot holder op midt i en sætning. Der er ingen morale, ingen konklusion.

Adskillige anmeldere fandt romanen underholdende. Det er det nærmeste, man i denne sammenhæng kommer et mysterium.