Flemming Chr. Nielsen: Den hemmelige note eller Kierkegaard-mysteriet. Holkenfeldt 3 2006. 208 sider, 250 kr.

Forskerne på Søren Kierkegaard Instituttet er alvorlige folk. Nidkært og utrætteligt søger de efter nye oplysninger om filosoffens liv og værker. Ligegyldige petitesser sorteres og sættes på knappenåle, medens de skinsygt vogter på hinanden i konkurrencen om at komme først og længst (længst ud må en gemen læser formene). Magister Geisler bliver den lykkelige ejer af en førsteudgave af ”Gjentagelsen” med en særegen dedikation til Kierkegaards gamle rektor. Da magisteren andetsteds finder et dokument med en antydning af, at rektorens interesse for Borgerdydskolens drenge måske havde en mindre acceptabel karakter, øjner magisteren muligheden for et sensationelt gennembrud i sin forskning. Måske har han fundet den ”hemmelige note”, som Kierkegaard ifølge en af sine mere kryptiske optegnelser fjernede, for at eftertiden ikke i hans efterladte papirer skulle finde ”den Skrift i mit Inderste, der forklarer Alt”.

Der er blot den hage ved det, at dedikationen er en forfalskning, udført af en effektiv plattenslager, der har øjnet den store gevinst ved at producere det, som de i hans øjne forrykte fanatikere søger så desperat. Det bliver naturligvis afsløret, da Geisler har publiceret sin afhandling, og så er fanden løs, også fordi plattenslageren pludselig aner, at han er blevet snydt af det auktionshus, der solgte hans bedrageri. Det kommer der et par mord ud af.

Nogen krimi er det ikke. Læseren véd på forhånd besked med det ene drab og er ærlig talt temmelig ligeglad med det andet. Flemming Chr. Nielsens ”detektiv” fra tidligere romaner – kriminalinspektør Henrik Saxo – tænker adskillige steder dybt over sagen, men når ikke frem til sandheden. I stedet dømmes drabsmand nr. ét for mord nr. to og omvendt. Altså ren parodi, forstærket af, at politifolkene interesserer sig mindre for banal kriminalitet og mere for trusler om terror og andet oprør. Og her kan en Kierkegaard-forskers udsagn virke mistænkelige, for den gamle filosof var jo selv en besk kritiker af det bestående og ikke så lidt af en samfundsomstyrter.

Til gengæld tilbyder romanen spøjs og sine steder morsom satire over videnskabelighed, der udarter, og forfængelige videnskabsmænd uden jordforbindelse.