Mogens Frohn Nielsen: Meyer og det umulige mord. Holkenfeldt 3 2007. 195 sider, 258 kr.

Meyer er en stenrig ældre herre med en livlig fantasi, kendt fra tre romaner, som Frohn Nielsen udgav 1993-95. Meyer har skabt sig et hof af skæve eksistenser, der alle står i taknemmelighedsgæld til ham. En af dem er unge Kim Brian, som Meyer samlede op, da knægten var på vej ud i en kriminel karriere. Kim blev sat på rette spor, men nu er han i klemme. Han har sammen med sin kæreste og et par venner lejet et sommerhus i Nordjylland. Han tager derop i forvejen, og næste dag finder han liget af en ukendt mand i køkkenet. Sporene peger på Kim Brian som morder.

Det er lige en sag for Meyer, der hurtigt får afsløret den rette gerningsmand (med metoder som er aldeles uacceptable) – men hvad var motivet til at inddrage Kim Brian? Meyers indsats er sådan set lidt overflødig, for de vakse politifolk har allerede konstateret, at drabet er begået på et tidspunkt, hvor Kim Brian var smuttet ned til en pot billard på den lokale kro. Men Meyer tænker videre. Hvorfor skulle Kim Brian skaffes af vejen, er han i fare? Baseret på gammelmandsklog intuition og vilde gætterier finder Meyer ud af, at fæle skurke er i gang med en større narkooperation. Det er de venner, som Meyer hurtigt har rekrutteret hos det lokale politi, naturligvis glade for at blive advaret om, men de beder indtrængende Meyer om herefter at holde sig fra sagen, hvad han lover. Da et større politiopbud imidlertid kludrer i det (der er ankommet et hold arrogante idioter fra hovedstaden), må Meyers hird på ny i aktion – suppleret med en bande gæve fiskere og et skotsk sækkepibeorkester, der villigt illuderer som Tordenskjolds soldater. Skurkene bliver fanget – dog først efter at have likvideret en af bagmændene. Det sidste er titlens umulige mord, for det lykkes ikke at identificere ofret. Og ingen kan jo myrde en mand, der ikke eksisterer.

Som plot er det vrøvl, som opklaring lever det end ikke op til forsidens karakteristik ”en krimi-skrøne”. Søger man imidlertid det pudseløjerlige, så leverer den tidligere Fulton-skipper på bedste vis den vare. Folkekomedie ala en dansk film fra 1950’erne, tilsat stedvis fornøjelig mandehørm og løbende garneret med lukulliske måltider, der serveres med alle ædle vine. Ordvalget stammer ligeledes hyppigt fra anno dazumal – hvem har f. eks. i nyere tid brugt glosen ”damemenneske”? – Frohn Nielsen gør det, og det angiver nok niveauet.