Christian Haun Nielsen: Rock Nekropolis. Gyldendal 2002. 195 s. 198 kr.

Hvis der overhovedet er en historie i denne bog, handler den om en ung filmstuderende (Aaron), der ligger i koma, efter at hans fantasier drev ham ud over tærsklen for normal menneskelig eksistens. Hans mor – der kan mere end sit fadervor - engagerer sin gamle velgører, den aldrende privatdetektiv Henry Lee, for at finde en vej til at vække sønnen. Lee og hans kinesisk fødte partner Mo Hock må så gennem flere bevidsthedslag for at løse opgaven. Alle gåder kan opklares, hævder Lee i romanens begyndelse. Det står ikke til troende, når man læser videre.

Gerningsstedet (hvis man kan tale om et sådant) er den hinsidige storby Nekropolis. Den ligger midt i en sø af whisky, og dens indbyggere er de døde, karismatiske stjerner fra filmens, rockmusikkens, litteraturens, videnskabernes og politikkens verden. Fra Elvis til Steve McQueen, fra Niels Bohr til Jack Kennedy, fra Marilyn Monroe til H. C. Andersen, fra Heinrich Himmler til Chaplin. De er der alle sammen – eller de har været der, for en galning, der tror han er Messias selv, er i gang med en serie brutale mord i den imaginære by. De allerede afdøde stjerner dræbes én for én, for menneskeheden vil ikke kunne overleve i det 21. århundrede, hvis en flok døde idoler ligger som rådne æg i den kulturelle bevidsthed.

Den sovende Aarons mor hypnotiserer sine to detektiver, så de kan stige ned (eller op eller ud) til Nekropolis. Romanen skifter og bliver til en drejebog, et David Lynch-manuskript på amatørplan, krydret med alle actionfilmens banaleste massemyrderier. Men Aaron reddes, og måske var det den indtil de sidste sider anonyme instruktør, der fandt på det hele. Han hedder Butler – og er det ikke pointen i den klassiske krimi, at det mod al forventning var butleren, der gjorde det?

En nogenlunde enig anmelderskare har hyldet Haun Nielsens bog som noget ganske særligt. Det gælder dens stil og dens sproglige vitalitet. Det er ikke helt forståeligt. Der er noget søgt (eller rent ud krukket) over skriveriet. Når et sceneri skal beskrives, kan det f. eks. ske med oplysningen om, at udenfor begyndte det ikke at regne. I al fald undertegnede bliver meget, meget træt af den slags åndfuldheder, serveret i en glidende, glitrende strøm. Og af en pointeløs anti-historie, der knap nok kan leve op til betegnelsen vrøvl.

Hverken tiden eller pengene værd.