Flemming Chr. Nielsen: Stasiland. Holkenfeldt 3 2001. 192 s. 225 kr.

Journalister lever jo af at lægge rygter og kendsgerninger sammen, og man kan ikke se bort fra, at de en sjælden gang slumper sig til et holdbart facit. Bemærkningen falder, da kriminalchefen finder det for fantasifuldt, når “Bladet” antyder, at et serbisk komplot kan være forklaringen på mordet på udenrigkorrespondenten Peter Severin.

Politiets efterforskning rettes i stedet imod staben på “Bladet”, hvor chefredaktør Ertebølle regerer med ren terror. Han indsamler til senere brug som pression belastende oplysninger om de enkelte medarbejdere, og han har etableret et korps af angivere, der stikker kolleger, som har luftet den mindste opposition. Den slags udløser en fyreseddel eller en forflyttelse til et mindre prestigegivende stofområde. Journalisterne krøger ydmygt ryggene, det er jo indtægt og avancementsmuligheder, som er på spil. “Bladet” er som arbejdsplads det rene “Stasi-land”, og ironien er så, at Ertebølle og konsorter i lederspalten er engageret i et aldrig afsluttet korstog imod alskens diktaturer, og især i jagten på nuværende og tidligere kommunister (eller blot svage tilløb til venstreorienterede anskuelser). Patetisk hyldes demokrati og menneskerettigheder. Pointen trækkes ud og ud - og læseren (der har fanget den) får god tid til at overveje, om de sølle skvat til journalister i grunden ikke blot får, hvad de har fortjent.

Også nyhedsformidlingen er korrumperet. Alt, der kunne genere bladledelsen, ejerkredsen eller venner i øvrigt, forties eller fordrejes til ukendelighed. Det er ligegyldigt, hvad der faktisk er sket - målet er stof, der kan bruges i kampen om abonnenter og annoncører. Nogle prostituerede på Vesterbro betales kontant for at levere hårrejsende beretninger om politivold. De medarbejdere, der kører den kioskbasker, véd meget vel, at det er løgn. Men det giver kasse. Og så må de undertrykke den spirende erkendelse af, at de selv og luderne dybest set er kolleger.

Flemming Chr. Nielsen har tydeligvis en del at hævne i dagbladsbranchen. Han har (for anden gang) valgt at gøre det i romanform, men det sker beklageligvis med spinattrampende overtydelighed uden de underfundige understatements, der kunne engagere læseren. Rudeknuseri over 200 sider er ret trættende. Antagelig er aktørerne tegnet efter levende modeller - et par er lette at genkende også for udenforstående. Det er den slags vitser, der gør sig i personalets julerevy, men ikke på den offentlige scene.

Budskabet er tydeligt. Krimien er til gengæld på vågeblus, og “opklaringen” af mordet på gulddrengen (såvel som et efterfølgende mord) begrænser sig til et helt usandsynligt postulat.

Tidsspilde.