Bente Nimb: Mord på kræmmermarkedet. Mellemgaard 2005. 196 sider, 180 kr.

For anden gang fortæller Bente Nimb om kriminalkommissær Martin Bjergmark og hans medarbejdere fra drabsafdelingen ved Københavns politi. Bjergmark har det lejlighedsvis svært med folkene – han er ikke god til at vise påskønnelse, heller ikke når den er aldeles berettiget. Det giver en hel del knas, da holdet i begyndelsen af september skal opklare drabet på en hjemløs vagabond (eller ”lykkeridder”, som han selv jovialt ville have sagt). Øjensynlig et nøje planlagt mord, som er udført ved nattetide på campingpladsen ved Bellahøj. Længe kender myndighederne end ikke den dræbtes identitet – og det bliver for alvor vanskeligt, da det viser sig, at han har optrådt under flere navne.

Langsomt rulles et temmelig fortvivlende billede op. Det indeholder både prostitution, porno og narko, det sidste med forbindelse til et uopklaret dobbeltdrab to år tidligere på et par gangstere. Den dræbte vagabond var en alt andet end populær mand, og hans få kammesjukker er lige så frastødende. Værst er bagmanden, der holdt dem beskæftiget. Læseren har svært ved at nære sympati for ham, da han nogle dage senere brutalt myrdes i sit hjem.

Politiarbejdet er beskrevet godt. Frustrationerne, når en ledetråd viser sig ikke at føre noget steds hen. Afhøringer, der ikke bringer nyt etc. Og alligevel efterhånden en sikker formodning om gerningsmandens identitet – med en passende skarp overraskelse til sidst. Grundigheden medfører dog et lavt tempo, der gør det svært at fastholde spændingen.

Bente Nimbs debutroman – Mord i julen fra 2004 – opgav ævred halvt inde i historien. Denne gang har hun konstrueret et plot, der holder hele vejen, og hun har præsenteret en personkreds, hvor adskillige har grunde til at myrde.

En læseværdig historie.

Så må det påtales, at der er tale om årets ringeste stykke boghåndværk. Manglende korrektur, ord eller halve sætninger falder hyppigt ud, og forvirringen øges ved uforklarlige typografiskift. Desværre også redaktionelt sjusk, såsom fornavnet på bagmandens kone. Hun præsenterer sig side 100 i telefonen som ”Laura”, men hedder side 118 ”Thyra”. – Nok skal en del tilgives små forslag, der ikke råder over en stab af redaktører. Men dette her er simpelthen for ringe.