Bente Ninmb: Mord i mosen. Mellemgaard 2008. 243 sider, 249 kr.

I en hed julimåned kværkes efterhånden tre unge kvinder i København. Kriminalkommissær Martin Bjergmark og hans intelligente medarbejdere er i enhver henseende på bar bund. Det er klart, at der er tale om en galning, men længe har de ikke noget reelt at gå efter – medens rapporterne om udsigtsløse henvendelser til politiet og om forgæves forsøg på at få bare et-eller-andet ud af de rudimentære spor hober sig op omkring dem.

Det stof fylder den længste del af romanen, og det er overbevisende realistisk skrevet. Humlen er, at fortællingen om, hvordan politiet hele tiden banker panden ind i muren, er næsten lige så frustrerende for læseren, som virkeligheden må være for politifolkene. De bliver trætte, irritable og Bjergmark bliver simpelthen utålelig. Han har været den knarvorne hovedperson i Bente Nimbs tre forudgående politikrimier, men denne gang går han i arrogance over gevind, og hans skideballer til medarbejdere, der gør deres bedste, er simpelthen ikke til at tro på. Den karl ville, alle tidligere succeser til trods, for længst være sendt på førtidspension. Hans styrke er imidlertid at han samler på resultater, ikke på venner, og han har mellem de frustrerende vildspor gjort nogle iagttagelser, som til sidst leder ham til det rette svar. De kvaliteter demonstreres tydeligt. Til gengæld har læseren lidt svært ved at trop på rigtigheden, når det hedder om ham: Han var en mand, der ville arbejde i marken med direkte kontakt til mennesker og miljøer. Han havde bevaret sin evne til at tale med folk og udviklet den til, at han allerede tidligt blev anset for en af politiets allerbedste forhørsledere.

Romanens sidste tredjedel er gedigen, god politiroman. De første to tredjedele er det lidt sejt at komme igennem.

Redelig krimi.