KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Sanne Nørby: Hævnens fred. Facet 2005. 219 sider, 198 kr.

Teressa Parker oplever det totale sammenbrud, da en afsporet pædofil forgriber sig på hendes lille datter og torterer barnet til døde. Hendes loyale mand støtter hende, men han kan ikke hjælpe hende tilbage til det, som hun var før forbrydelsen. Depressionen er total og varer i mere end et år. Langsomt sejrer så Teressas sicilianske baggrund. Gerningsmanden er idømt livsvarigt fængsel, men det er ikke nok. For Teressa bliver det en æressag selv at gøre op med ham. Til den ende søger hun ind til politiet, gennemgår den fornødne uddannelse og har så adgang til metoder og informationer, der kan støtte hende i det dystre forsæt. Depressionen skifter til manisk energi.

Undervejs får Teressa lejlighed til at gøre det af med en anden børnelokker, og en kollega, der har fundet et bevis for hendes forbrydelse, likviderer hun. Hendes mål er imidlertid datterens drabsmand. Selvom en forbryder er bragt i falsk sikkerhed bag fængslets mure, er han ikke uopnåelig for skæbnens hævn over hans synder.

Det er spændende at følge, hvordan Teressa stædigt løser de problemer, der møder hende, indtil hun får ham smuglet ud af fængslet og bragt i en situation, hvor hun kan realisere sin temmelig modbydelige vendetta. Sanne Nørby har en frodig fantasi, når det gælder originale metoder til at omgå fængselsvæsenets barrierer og til at uskadeliggøre et offer. Barske sager – eller som det ganske træffende hedder: Der var nærmest noget ceremonielt over mordet, som om Gud og Satan for én gangs skyld var gået på kompromis og havde samarbejdet i en fælles sag.

Meget kalder på læsning i ét stræk. Personskildringen går an – den kollegiale loyalitet blandt politifolkene og Teressas komplicerede neurose skildres i al fald fint. Miljøet glimrer ved sit fravær. Historien er henlagt til New York, men det kunne lige så godt være et hvilket som helst andet sted. Det er ligeledes generende, at der åbenbart ikke har været tid eller energi til en sidste sproglig gennemgang – f. eks. må en sag kasseres på grund af manglende bevisbyrde, en skudveksling er afstedkommet som følge af en narkohandel, der havde slået fejl, etc.

Der er tale om en debutroman, så man bør hæfte sig ved talentet for rå spænding og evnen til at hitte på opfindsomme løsninger på hovedpersonens mange problemer. Det kan varsle en ny spændingsforfatter, som det bliver værd at følge.