Ingrid Nørup: Iliana. Forlaget Underskoven 2005. 175 sider, 165 kr.

Kriminalassistent Frank Sørensen gør en grim opdagelse under morgenløbeturen. Hans politihund reagerer ved en båd i Fiskerihavnen ved Sjællandsbroen. Frank standser op, og da han hører støj fra lastrummet, åbner han lugen. Dernede ligger en grumt mishandlet kvinde. Hun bringes til sygehuset, hvor hun længe svæver mellem liv og død for så at vågne op med hukommelsestab. Bådens ejer er en pensionist, der kun sjældent fisker. Da politifolkene vil afhøre ham, finder de ham myrdet. Snart viser sagen sig at indeholde både narko og illegale våben fra Letland, og Frank bliver klar over, at han er tæt på noget stort. Han udsættes selv for trusler, og hans to små piger kidnappes.

Meget opklaringsarbejde er der ikke i sagen. Tingene bare sker – mere og mere voldsomt og truende. Forbryderne ender med at afsløre sig selv. Og så er den potte ude, måske med et håb for Frank om et nyt og smukt parforhold.

Historien er i sit skelet god nok, men man savner nogle spor, noget politiet tager fat om og kan gøre noget ved. Bipersonerne nærmest karikeres. Franks hysteriske ex-hustru og hans snobbede mor, der havde ønsket en bedre karriere for sønnen, er aldeles utroværdige. Virkelighedens politifolk har set så meget, at de næppe mener, at ”prostituerede er en vigtig form for institution”, men det tror Frank og kollegerne. Dertil kommer diverse sjusk, såsom at Franks makker hedder Hansen side 45, men Pedersen side 59. Eller hospitalet, der natten til lørdag opererer en kugle ud af den forslåede kvinde (side 31), men først søndag morgen opdager kuglen (side 40).

Der er desværre ikke noget godt at sige om denne genredebut. Og som Stampes mor ifølge Walt Disney formanede sønnen: ”Hvis du ikke har noget pænt at sige, lille Stampe, så kan du tie stille”.