Lars Ørlund: Himlens klare stjerne. Gads forlag 2001. 303 sider, 250 kr.

Forvirringen er betydelig, når man – nærmest som eneste overlevende – slutter læsningen af Ørlunds første forsøg i spændingsgenren. Der er i baggrunden et aldrig nærmere forklaret komplot, som går ud på at sprænge det internationale diamantmarked og ryste alverdens børser med alvorlige valutariske konsekvenser. Det er planer, der naturligt nok interesserer den engel-ske efterretningstjeneste, og det er lige så forståeligt, at den skumle bagmand sætter sine gorillaer til at udrydde dem, der kan være farlige for hans forehavende.

Det er derimod ikke forståeligt, at en desillusioneret dansk ”white hunter” engagerer sig, da en ung skotsk geolog pludselig er i livsfare, fordi han uforvarende er kommet til at vide for meget. Der antydes mange motiver til danskerens ”ædle handling”: Gammel vrede mod magthavere (dateret tilbage til hans tid som lejesoldat i Vietnam). Eller krænkelse af hans macho-ære. Eller faren som ”adrenalin-kick”. Eller ”urmenneskets dræb-eller-bliv-dræbt-gen-kåbe”. - Det er dog efterhånden ligegyldigt, hvad danskerens oprindelige grunde var, for hver ny aktion udløser nye hævnbehov, og antallet af dræbte skurke stiger til det absurde, medens de gode drenge også én for én går til. En art vanvittig ”road-story”, hvor ligene hober sig op – selv om de naturligvis fylder lidet sammenlignet med det antal tutsier, som i historiens begyndelse myrdes af hutu-flertallet i Rwanda.

Det er noget rod, når mystifikationen i en spændingsroman kommer af, at læseren ikke forstår handlingen!

Historien slutter sig til de senere års desillusionerede romaner om Afrika, hvor overlevelsesmulighederne reduceres hastigt af umenneskelig brutalitet, korruption og ødelæg-gelse af infrastruktur og produktionsmidler. Det er ikke underholdende, og Ørlund formår ikke – som Gretelise Holm for et par år siden – at gøre det lærerigt. Tilbage står en brutal, i det store og hele frastødende hævnberetning.