Sven Ørnø: Syv bekendelser om mord. Noveller. Borgen 2001. 136 s. 199 kr.

Jeg læste og læste - og ikke kun børnebøger. Jeg pløjede mig igennem romaner og faglitterære værker. Jeg fandt tidligt ud af, hvor meget man kan hente fra bøger. Hvor meget man kan lære. Nu læser jeg kun for at blive underholdt. Jeg har ikke lyst til at lære længere. Jeg læser stort set kun krimier nu. Jeg vil underholdes.

Bemærkningen nedfældes ganske vist af en galning, men det lyder som en forfatterstemme. Sven Ørnø vil næppe være glad ved at få sine noveller kategoriseret som “krimi”, og de er da heller ikke - som “rigtige” krimier - historier om “opklaring” af drab, men monologer, hvor drabsmanden (i et enkelt tilfælde en medvider) fortæller, hvorfor og hvordan et mord blev begået. Kun én novelle ender med, at den skyldige trues af afsløring.

Alle syv noveller er kuldslåede småbidder af nutidig virkelighed. Had, hævntørst eller rendyrket vanvid leder med forskrækkende konsekvens et plaget, utilpasset menneske til den ultimative forbrydelse. Alt er skrevet med næsten asketisk enkelhed, der er ingen blomstrende metaforer, ingen afslappede pauser at hvile i. Trods sin lidenhed er bogen udmattende læsning.

Morderne spænder fra et barn, der (med god grund, synes man) dræber sin far og stedmor, til en skizofren mand, der forser sig på ekspedienten i et drivhusgartneri - et af den slags mennesker, der “ikke kan finde ud af at slå sig selv ihjel”. Og som da også i sit sidste sekund siger tak til.

Slige barske pointer er der adskillige af. Og det er imponerende nok. Forfatteren er ikke ude på at “underholde”, og gør det heller ikke. Hvor meget man så “lærer”, er et åbent spørgsmål. Indfanget bliver man i al fald af den tætte suspense, som er komprimeret i disse sære og dybest set frastødende noveller.