Mark Ørsten: Venner og fjender. Lindhardt & Ringhof 2000. 352 sider, 298 kr.

Mark Ørsten har endnu en gang skrevet en historie, hvor flere plot griber ind i hinanden. Denne gang snoet så spidsfindigt, at det er svært at sige, hvor det ene hører op og det andet begynder. Det drejer sig om svindel i et statsligt aktieselskab (en af øjeblikkets uskønne hybrider), hvor der spilles sorteper om det politiske og juridiske ansvar, og samtidig skal skaf-fes en sikker placering af anseelige beløb, som i sidste ende er franarret de gemene skatteydere og endt hos en inderkreds af sværvægtere fra erhvervslivet, højtstående embedsmænd og måske svigefulde politikere. Det drejer sig også om simpel hævn. Endelig skal de sidste spor slettes fra den kolde krigs ikke alt for fjerne fortid: Hemmelige aflytningsorganisationer, skjulte våbenlagre etc.

Hovedpersonen er den 31-årige fuldmægtig Jacob Gade fra erhvervsministeriet, jurist med en fortid i kriminalpolitiet. Jacob er på trods af en lidt kompliceret barndom blevet et helstøbt, ordentligt menneske. Han kender sin styrke og sine begrænsninger, men han kender - viser det sig - i virkeligheden ikke sine venner. Flere gange må han indse, at hvem har vi hemmelig-heder for, hvis ikke vore nærmeste?

Historien begynder, da Jacobs makker fra årene i politiet en sen nattetime beder ham identificere liget af Mia, som længe var hans kæreste. Mia er fundet død i sit badekar, puls-årerne er snittet over - tilsyneladende et selvmord. Det rammer naturligvis alle i den tætte klike, som de var engang for en halv snes år siden: Overklassedrengen Tobias, der nu er ministersekretær i erhvervsministeriet og et skoleeksempel på tidens “politiske embedsmand”, Tobias’ søster Julie, nu skarp advokat, og Søren, der nu er chef for managementfirmaet Inter-Consult. Det var Søren og Mia, der for ministeriet skrev en rapport om “Udviklingsselskabet Danmark A/S”, tilsyneladende uden at opdage et bedrageri til et trecifret millionbeløb.

Mias død berører også dem alle i andre sammenhænge end det gennem årene smuldrede venskab. Jacob skal balancere mellem loyaliteten med vennerne, hensynet til ministeriet og kammeratskabet med politifolkene. Samtidig samler han drevent sporene op, for Mia tog naturligvis ikke sit liv. Der begås yderligere et mord, denne gang mere spektakulært, og sagen bliver yderligere uforståelig, efterhånden som nye tråde forbinder mordene med det bedragne udviklingsselskab, toppen i det noble ministerium og vennerne fra dengang.

Mark Ørsten styrer med imponerende overblik sin labyrintiske intrige. Han formår både at formidle det, der måske kunne passere på de bonede gulve, og at fængsle læseren med den sådan set gamle historie om de unge, som voksede fra hinanden. Ind i det væves også en overraskende illusionsløs beskrivelse af den generation, der skulle overkomme at være børn af 68’erne, medens kampen mod magten blev til kampen om magten. - Jacob husker fra sin skoletid en stor farvestrålende sweater og en ung mandlig skolelærer, der forsøgte at lære dem at føre guerillakrig i skolegården, så de ville være forberedt, når revolutionen kom.

Et par anmeldelser har med nogen føje peget på, at en forlagskonsulent kunne have gjort Ørsten en tjeneste både med lidt lugearbejde i det sproglige og med et par stramninger (f. eks. havde man gerne undværet den afsluttende, påklistrede actionscene). Det skal imidlertid ikke fordunkle, at der foreligger et fuldt lødigt opgør med skræmmende tendenser i 1990’ernes (og øjeblikkets) politik og erhvervsliv. En højaktuel reportage om livsstil og virkeligheds-forfalskning i Dagens Danmark. Og en totalt spændende historie, der kalder på læsning i ét stræk.

Anbefales.