![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Troels Ørting: Operation Gamma. TV2 forlag 2007. 340 sider, 249 kr. |
||||||
|
Chefkriminalinspektør Troels Ørtings imponerende karriere omfatter poster i PET, Rejseholdet, Interpol og Europol. Det flotte CV regnes op på omslagets flap, og så er man jo nærmest benovet, når man tager fat på hans debutroman. Den byder da også på mange oplysninger om politiarbejde og politimetoder – men desværre ikke på ret megen spænding. Flere historier flettes sammen. Politikommissær Kristian Lange leder en efterforskningsgruppe, der i indvandrermiljøet skal finde de fornødne beviser imod bagmanden for omfattende indsmugling af narko, udbud af sexslaver og brutal vold. Det kræver planlægning, for de lyssky aktiviteter er camoufleret med omtanke, og alt er tilrettelagt således, at politiet kun skal kunne fange de små fisk. Kristian og hans folk er imidlertid engagerede og energiske, selv om de undervejs må slås med både bureaukrati og mondænt managementsludder om ledelsesfilosofi. Sideløbende fortælles om en terroraktion, der planlægges i et mellemøstligt al-Queda hovedkvarter. En voldsom eksplosion med mange dræbte en sommeraften i Tivoli i København. Til sidst løber de to handlinger sammen, og bagmanden for narkokriminaliteten viser sig at være andet og mere end den farlige kriminelle, som han også er. Et plot er der ikke tale om – læseren véd på forhånd, hvem forbryderne og terroristerne er, og hvad de har i sinde. Det er i stedet metoderne, der fortælles om. De redskaber, som politiet råder over, og de muligheder forbryderne har. Det er interessant, men det er mere lærebog end roman. Finalen, da terroraktionen går i gang, er så tam som en beskrivelse af Tivolis festfyrværkeri en regnfuld og klam aften. Kristians private historie – om et ægteskab, der er ved at kæntre på grund af hans job – er fortalt så mange gange før, at den her blot er en påklistret kliché. Ikke meget nyt. En sympatisk bog, som det tager lang tid at læse.
|
||||||