Martin Østergaard-Nielen: Systemets mand. Gyldendal 2009. 299 sider, 299 kr.

Det begynder med drabet på en journalist fra Danmarks Radio. Kriminalassistent Alan Berg er hurtigt på pletten, og allerede den første dag har han fat i adskillige interessante spor. Det er troværdig og kreativ efterforskning. Endnu et drab støder til, denne gang på en systemkritiker fra Iran, der havde opnået opholdstilladelse i Danmark og boede på Sydsjælland. Den dræbte journalist arbejdede på det seneste med en feature om hans skæbne, så Alan kører til Vordingborg for at høre nærmere – kun for at erfare, at den sag allerede er taget ud af hænderne på de lokale politifolk. Der er åbenbart noget alvorligt på færde, efterretningstjenesten er trådt ind på banen, og så er der tale om lukket land.

Forbindelsen til Alans drabssag er imidlertid tydelig, og snart er han placeret i et snævert, bestemt ikke problemfrit samarbejde med den komplicerede, højt begavede agent og jurist Louise Mørke. Hun lever – i al fald i begyndelsen – fuldt ud op til efterretningstjenestens ry for en arrogant og afvisende holdning, men hun kan sit kram. Det er hende der, da nok en herboende iraner bliver likvideret, kan præsentere et vidne for et foto fra PET’s arkiv, hvor han straks genkender den, der formodentlig begik det seneste drab. En berygtet kvindelig terrorist fra Teheran.

Så er spillet gående. Sporet fører til Paris, hvor de franske myndigheder (efter en enkelt opringning fra den danske statsminister til Élysée -palæet) er fuldt samarbejdsvillige. De har ligesom PET et omfattende dossier på den iranske agent, der hastigt er kredset ind. Der lægges en omhyggelig plan for anholdelsen af hende, men hun er professionel, og det ender helt galt. Hun undslipper efter en intens biljagt og en afsluttende skudduel, der koster en håndfuld franske politifolk livet.

Samtidig begynder Alan at ane uråd. Der er adskillige ting, som ikke stemmer. Og da han er en ihærdig natur, tager han fat på dem. Det bliver en skummel efterforskning, som fører ham til det danske samfunds top – hvor han både finder sandheden og møder en kynisme, som han bestemt ikke er gearet til at tage fat om. Alan er imidlertid ”systemets mand”, så han bøjer sig for kravet om ikke at blande sig yderligere. Eller gør han? En enkelt sætning tyder på det modsatte. Spørgsmålet er ubesvaret ved romanens slutning.

Det er en usædvanligt spændende krønike. Speederen er i bund, og man sluger uden den mindste indvending både de kulørte scener i Paris og en beskrivelse af PET, der indeholder de grumme ting, som ikke kom med i kommissionsrapporten om organisationen. Her er virkelig noget at komme efter – men i romanens sammenhæng er der til gengæld ingen, der ønsker at hente det.

Afslutningen skyder over målet – så frastødende er den danske virkelighed visselig ikke. Indtil da er romanen både godt researchet og vel skruet sammen. Alan og Louise er troværdige og interessante personer, chokkene er placeret med omtanke, og tempoet mangler ikke noget. Så hvis man kan bære over med voldsomt overkill i slutningen, er ”Systemets mand” et af sæsonens gode tilbud.

Anbefales.

P.S. Bogomslaget fremlægger brudstykker af forfatterens CV. Han har beklædt betroede stillinger både i et af regeringspartierne og i flere ministerier. Han har således kunnet iagttage ministre og topembedsmænd på nært hold. Det er måske det mest uhyggelige, når man overvejer de portrætter, som det har inspireret ham til!