Anne-Marie Vedsø Olesen: Djævelens kvint. Gyldendal 2002. 370 s. 295 kr.

Konceptet for en populær serie i TV gik på, at et panel fik forevist et eller andet sært objekt og så skulle besvare opgaven: ”Hvad er det?” Samme spørgsmål stiller man sig under og efter læsningen af denne mangetydige bog.

Anne-Marie Vedsø Olesen skriver usædvanligt godt, og hun véd tydeligvis en hel del om de mest forskellige emner. Hun er også ferm til at stille sine i første omgang uforenelige ingredienser sammen og svejse delene til en helhed. Emnerne er mangfoldige. Titlen hentyder til et tonespring, der var tabu i den klassiske musik, men som Mozart alligevel anvendte i den tredje arie, som han skrev til Nattens Dronning i ”Tryllefløjten”. Arien gik tabt, men dukker op, netop da Gabriel skal afslutte sit musikstudium med et speciale om denne opera. Gabriel får imidlertid et større problem, da hans kæreste Heloise – der arbejder i Glyptotekets græske afdeling – ikke kan komme over en uforklarlig ulykke, der koster en nattevagt livet og medfører, at den smukke statue af Isis knuses mod stengulvet. Eller rettere: Måske besættes Heloise af Isis’ frigjorte ånd. Ulykken skyldes, at dødsguden Seth materialiserede sig (måske foranlediget af de forheksede toner i arien). Han fortæller selv, hvordan han nu er tilbage og atter vil skabe spænding, kaos og rædsel i den moderne verden, ganske som han gjorde i den oldægyptiske, indtil hans halvsøskende Isis og Osiris standsede ham.

Heloise bortføres, men hun og Gabriel mødes på ny i en isoleret borg i den ægyptiske ørken, hvor tempelriddernes efterkommere har samlet fremragende videnskabsfolk, der vil bevare og beskytte indsigt og kulturværdier. Gabriel har allerede da fået en solid forsmag på Seths evne til at revitalisere grumme ægyptiske plager, men nu må han og Heloise påtage sig en art djævleuddrivelse. Det sker ved en rituel gentagelse af prøvelserne og handlingsgangen både i ”Tryllefløjten” og i myten om Osiris’ og Isis’ kærlighed. Pointen kunne sådan set være lånt fra H. C. Andersens eventyr om ”Snedronningen” (som dog ikke påberåbes).

Lægger man dertil en løbende flirt med frimurer-hemmeligheder og et gennemgående uvejr, der tangerer en global katastrofe, er det ligesom mere end nok. Overload, som min pc’er ville stønne.

Alligevel bliver man ikke fri af Djævelens kvint. Den thrilleragtige uhygge bider sig fast i sindet, det smukke og høje sproglige niveau kalder på genlæsning af sider og afsnit.

Krimi er det ikke. Heller ikke musik-, kultur- eller religionshistorie. Måske heller ikke ”roman” i ordets almindelige betydning. Tilbage står underholdende læsning, der fascinerer trods mange lange og komplicerede forklaringer om alt det, vi gemene folk ikke anede noget om.